Spanien er verdens næstmest besøgte land blandt turister – og det er der mange grunde til!
Den iberiske nation byder på kulturelle storbyer, strande i topklasse, historiske småbyer og flotte landskaber. Det er generelt også billigt at besøge Spanien, i hvert fald hvis vi sammenligner med danske priser.
Der går direkte fly fra de danske lufthavne til de vigtigste spanske turistbyer. Flest i højsæsonen mellem maj og august, men også i vintermånederne hvor de spanske øer er ret populære.
Fakta om Spanien 🇪🇸
Befolkning: 48 mio
Hovedstad: Madrid
Valuta: Euro
Sprog: Spansk, katalansk, baskisk og galicisk
Engelsk-niveau: Lavt
Prisniveau: Moderat
Vejr: Generelt varmt og solrigt ☀️
Sikkerhed: Sikkert, men pas på lommetyve i Barcelona
Bedste rejsemål i Spanien
Blandt de spanske storbyer finder vi Madrid, Barcelona, Valencia og Sevilla.
Især de to første er rigtige metropoler med et rigt kulturliv, mange seværdigheder, samt muligheder for shopping og restaurantbesøg. Barcelona har været en smule i forfald over det seneste årti, mens Madrid er blevet mere dynamisk. Begge er dog glimrende rejsemål. Valencia er et alternativ til dig, der ønsker en mindre og billigere version af Barcelona, mens Sevilla er det mindre og prisvenligere alternativ til Madrid.
Andre vigtige kulturbyer er A Coruña, den gamle romerby i landets nordvestlige hjørne, samt Córdoba mod syd, der engang var verdens største by. Glem heller ikke Salamanca, som er en historisk universitetsby – eller den lille fiskerby Cudillero, der efter sigende blev grundlagt af de danske vikinger.
Mange rejser også til Spanien for at nyde landets strande og dejlige vejrforhold. Costa del Sol er ekstremt velbesøgt blandt danskere. På denne strækning finder vi turistbyer som Málaga, Fuengirola og Marbella. Costa Blanca, som er strandkysten ved Alicante og omegn, er også et rigtigt lækkert område.
Øer som Mallorca, Ibiza, Gran Canaria og Tenerife er alle fantastiske, om end en smule overturistede. Dog er de alle glimrende rejsemål, hvis du trænger til sol – især i vinterhalvåret hvor der er koldt i Danmark og derimod relativt lune temperaturer på disse øer.
Overordnet har Spanien meget at byde på, og det er et af de lande, der både byder på sol og kultur. Derfor er det ikke så underligt, at så mange mennesker nyder at rejse til den iberiske halvø.
Vores artikler om Spanien
Vi har en del artikler om spanske destinationer. Du finder de vigtigste herunder, sorteret efter hver by.
Madrid
- Generel rejseguide
- De bedste oplevelser i Madrid
- Finde flybilletter til Madrid
- Transport til og fra lufthavnen
Barcelona
Valencia
Sevilla
Costa del Sol / Malaga
Costa Blanca / Alicante
Mallorca
Kanarieøerne
Zaragoza
Benyt søgeformularen øverst til højre hvis du leder efter noget specifikt om rejser til Spanien!
Spørgsmål og svar
Her følger svar på de mest almindelige spørgsmål om at rejse til Spanien.
Skal man medbringe kontanter til Spanien?
Du kan betale med kort langt de fleste steder i Spanien – fx i supermarkeder, restauranter, butikker, osv.
Dog er der procentmæssigt flere kontantbetalinger i Spanien end i Danmark, og der er stadig kultur for at betale kontant, så der kan være nogle mindre caféer eller privatejede forretninger hvor de forventer at modtage eurosedler.
Vi anbefaler, at du medbringer lidt kontanter, så du har dem parat hvis nødvendigt – og ellers bare bruger kortet det meste af tiden.
Hvor varm er sommeren i Spanien?
Spanien er kendt for sine meget varme somre. Det er værst i den sydlige del (Andalusien), men også ret slemt i centrum (fx Madrid). Disse steder kommer temperaturen hver sommer op over 40 grader i ugevis, og det er altså rigtigt varmt. Ved Middelhavskysten er det også varmt, ikke helt så slemt temperaturmæssigt, men til gengæld mere fugtigt og derfor føles det varmere.
Hvis du elsker varmen, er Spanien altså et fremragende land at besøge. Hvis du lider under ekstrem varme, så undgå Spanien i sommerferien og besøg landet på andre tidspunkter af året.
Det skal siges, at nordkysten fra Galicien til Baskerlandet har vidunderlige somre, hvor temperaturen holder sig i 20’erne det meste af tiden – og stadig med masser af sol. Hverken for koldt eller for varmt.
Hvordan kommer man bedst rundt i Spanien?
Spanien har måske Europas bedste tognetværk. Der er adskillige højhastighedslinjer – du kan eksempelvis rejse mellem Madrid og Valencia på 1 time og 30 minutter, en tur som i bil ville vare 4 timer!
Tog er altså den bedste mulighed. Dog dyrere end bus. Busselskaber som ALSA og AvanzaBus er gode og billige som alternativ.
Derudover har mange af de vigtigste byer metrosystemer eller bytog, hvilket gør det nemt at komme rundt.
Vi vil altså anbefale at du benytter offentlig transport for at komme rundt i Spanien!
Hvilke madretter skal jeg prøve i Spanien?
Det afhænger meget af, hvilken by eller region du befinder dig i. Hvert område har nogle retter og desserter, de er kendte for.
Generelt vil vi dog anbefale paella (bedst i Valencia), crema catalana (bedst i Barcelona), gazpacho (bedst i Andalusien) og tapas (bedst i Andalusien og Madrid).