Hostel i Barcelona – Min anbefaling

Hostels i Barcelona - Anbefalinger af de bedste hostels

At bo på hostel i Barcelona er værd at overveje, hvis du er ung og gerne vil snakke med andre rejsende på turen. Det kan nemt gøre turen til Barcelona mere spændende, og samtidig er der penge at spare. Mange hostels arrangerer også aktiviteter, både gratis og betalte.

Men hvilket hostel skal man vælge i Barcelona? Jeg anbefaler Yeah Barcelona hvor jeg havde en rigtig fed oplevelse, da jeg sidst besøgte byen.

Jeg vil gennemgå alt det vigtigste der er at vide om Yeah Barcelona herunder; samt komme med to alternative forslag, hvis du ønsker flere hostels at vælge imellem.

Det bedste hostel i Barcelona

Yeah Barcelona – Book her

Mit yndlingshostel i Barcelona er det såkaldte Yeah Hostel. Her tilbydes der nemlig en kombination af det hele: God beliggenhed, mange aktiviteter, dygtigt personale og flinke rejsende.

Dette hostel er måske lidt dyrere end gennemsnittet, men det er alle pengene værd. Især fordi man har mulighed for at vælge værelse med bare 4 eller 6 senge, hvilket betyder mere komfort og mindre larm til sammenligning med de mange andre hostels i Barcelona, hvor der ofte er +10 på værelserne.

Beliggenhed

Yeah Barcelona er et moderne hostel i en ny og flot bygning. Den ligger kun få gader væk fra La Sagrada Familia, den primære attraktion i Barcelona.

Bydelen, som dette hostel ligger i, er det kendte L’Eixample som på mange måder er den moderne del af Barcelona og som ligger lige nord for Det Gotiske Kvarter, som jo er det historiske centrum.

Der er flere metrostationer i nærheden, hvor Verdaguer er den, som er tættest på. Du kan altså nemt komme rundt i byen ved at overnatte hos Yeah Barcelona.

Aktiviteter

Der er mange aktiviteter om dagen, som fx guidede tours – de er normalt gratis at deltage i, om end det er god skik at give drikkepenge til guiden.

Personalet kan hjælpe med at arrangere dagsture til steder i nærheden. Ofte kan man blive en del af en gruppe fra vandrehjemmet som tager af sted sammen.

Der er morgenmad mod betaling hver morgen. Jeg vil sige, at det er det værd, hvis du alligevel er tidligt oppe – ellers ikke.

Den fælles aftensmad er dog fantastisk. Aftensmaden koster 12 euro, men du får så også en treretters menu og en drink. Det er en væsentligt bedre pris, end det koster at spise ude i byen, og det er en god måde at snakke med de andre rejsende, da man jo sidder sammen. Aftensmaden starter omkring klokken 21 hver aften, og man skal skrive sig op på en liste mindst en time i forvejen.

Efter aftensmaden er der mulighed for at deltage i en pub crawl. Det koster mellem 12 og 15 euro, afhængig af aftenens program. Man besøger flere barer og natklubber, og det er en rigtig sjov oplevelse. Med i prisen er der selvfølgelig diverse entréer. Og igen, det er en god måde at blive rystet sammen med de andre som bor på dette hostel. De har dog krav om et minimum antal deltagere på deres pub crawl før den arrangeres. Det meste af året er det intet problem, men om vinteren aflyses pub crawlen nogle gange, hvilket var tilfældet flere dage, da jeg overnattede hos Yeah Barcelona. Men i stedet kan man bare arrangere en privat bytur med nogle af de andre rejsende.

Min oplevelse

Jeg var meget positivt overrasket over standarden hos Yeah Barcelona. Og det var især på grund af værelset. Jeg havde booket et værelse hvor der kunne sove 4 personer, så det var automatisk bedre end de mange hostels, hvor der er 8-12 personer på værelset.

Der er gardin ud for sengen, så man får lidt privatliv, og der er WC og bad på selve værelset, hvilket er rart. Der er også god plads, med mulighed for at lægge sin bagage i en skuffe under sengen. Renligheden er meget fornem i forhold til andre hostels.

Fællesområderne er også glimrende. Der er en fin bar, et område med TV og brætspil, og en terrasse øverst. Man kan altså nemt få tiden til at gå, hvis man ikke vil rende rundt i byen hele tiden. Dog er Barcelona så interessant at man alligevel bruger det meste af tiden ude… dog er det rart at Yeah Barcelona har så mange gode ting på stedet.

Hvad koster det?

Priser afhænger vist af sæson, men da jeg overnattede der kostede det 270 kroner pr. nat. Det er måske lidt dyrt for et hostel, men det er til gengæld et rigtigt godt hostel med mange fordele, og så er det stadig billigere end alle byens hoteller.

Udover den almindelige pris er der den famøse Barcelona turistskat som også skal betales, og som i udgangspunkt aldrig er med i den pris du betaler ved booking. Her er der specifikt tale om 3,75 euro ekstra pr. nat, altså cirka 28 kroner ekstra, hvilket betyder at den samlede pris typisk vil lyde på 300 kroner pr. nat. Prisen kan dog være højere i weekender og i højsæsonen.

Hvis du er interesseret i at overnatte hos Yeah Barcelona, så gå til booking her!

Ellers kommer der to alternative muligheder herunder.

Party hostel i Barcelona

Kabul Party Hostel – Book her

Hvis du ikke går nær så meget op i dagsaktiviteter og værelseskvalitet, men hellere bare vil feste på livet løs i Barcelona, så er der et hostel, som specifikt egner sig til dette.

Der er tale om Kabul Party Hostel, som er kendt som Spaniens bedste festhostel. Her er der pub crawls hver eneste aften, og ofte går turen til de bedste steder i Barcelonas natteliv.

Det hjælper samtidig, at alle de andre gæster selvfølgelig også kommer til dette hostel for at feste, så man er helt med på, hvad det handler om.

Du skal selvfølgelig ikke booke dette hostel, hvis du ønsker en rolig og behagelig tur til Barcelona med fokus på seværdigheder og kultur. Dette hostel er udelukkende for dig, der gerne vil feste hver aften.

Billigt hostel i Barcelona

Onefam Ramblas – Book her

Priserne hos Onefam Ramblas starter ved 200 kroner pr. nat. Det er en forholdsvis fin pris for overnatning i Barcelona, og jeg anser det som det bedste billige hostel i byen.

Det ligger ved den kendte La Rambla gågade, lige i den gamle del af Barcelona. Og så er dette vandrehjem en del af kæden Onefam, som efter min mening er den bedste kæde af hostels i Europa. Jeg har tidligere også overnattet hos deres afdelinger i Madrid og Porto.

Dette hostel tilbyder, ligesom Yeah Barcelona, en god kombination af fine faciliteter, hygge, god service, og natteliv. Du kan altså få den fulde oplevelse hos dette hostel.

Der er flere Onefam hostels i Barcelona. Jeg kender kun den i Ramblas, som er glimrende, men jeg kan se at priserne generelt er lavere for Onefam Sants, som ligger lidt vestpå. Her starter priserne ved bare 150 kroner pr. nat (udenfor sæsonen), så det er måske også en god idé at tjekke priserne der, hvis du gerne vil overnatte på et billigt hostel i Barcelona.

Hvorfor vælge et hostel frem for hotel eller ferielejlighed?

Det er klart, at hoteller og ferielejligheder er mere behagelige end hostels. Og jeg foretrækker også selv hoteller det meste af tiden.

Men hvis du gerne vil møde andre mennesker på turen, og potentielt få nye venner, så er det bare fedt at bo på et hostel. Her starter samtalerne nærmest sig selv, og der er masser af flinke mennesker som kan kan lave aktiviteter med. Både når man skal ud at kigge på seværdigheder om dagen, samt når man skal i byen om aftenen.

Og så synes jeg generelt, at man får flere gode råd til aktiviteter på et hostel, end man gør på et hotel. Det er som om hostelpersonale altid bare går meget op i at give de besøgende en god oplevelse. Ofte er det også yngre personer, der arbejder der, hvilket jo er et plus, hvis du selv er ung og leder efter aktivitetsforslag der passer.

Så det er klart en god idé at bo på hostel i Barcelona, hvis du gerne vil være social, møde andre, og finde gode billige aktiviteter. Samtidig er der rigtigt mange penge at spare, især hvis du vil være centralt i byen, hvor hostels stadig er billige, mens hoteller jo kan være lidt dyre.

Når det er sagt, har jeg også en artikel der hedder hvor skal man bo i Barcelona og her kan du få hotelforslag, hvis du er mere til hoteller.

Konklusion

Barcelona er en skøn by. Hvis du gerne vil bo billigt og centralt på et af byens bedste hostel, så er min personlige anbefaling at du vælger Yeah Barcelona, som klart er et af de hyggeligste hostels jeg nogensinde har overnattet hos.

Andre gode muligheder er Kabul Party Hostel (hvis du vil feste) og Onefam Ramblas (hvis du ønsker noget lidt billigere end Yeah Barcelona og stadig med kvalitet).

Du ønskes en rigtig god tur til Barcelona, uanset hvilket hostel du vælger!

Skriv en kommentar