Frankrig bliver – de fleste år – registreret som verdens mest besøgte land blandt turister. Det skyldes i høj grad hovedstaden Paris, men også den ikoniske riviera, de gamle byer i Normandiet, samt de mange særlige begivenheder, der tiltrækker.
Heldigvis for os danskere er Frankrig ret tæt på. Med fly tager det kun 2-3 timer at komme frem, og du har også mulighed for at rejse med bus, tog eller bil.
Udover Paris, som selvfølgelig er obligatorisk at besøge, kan det være svært at vælge, hvor og hvornår man skal udforske Frankrig. Denne side giver en grundlæggende guide til landets rejsemål, samt lidt øvrige oplysninger, og ikke mindst en liste over alle vores udgivelser om de franske rejsemål.
Fakta om Frankrig 🇫🇷
Befolkning: 68 mio
Hovedstad: Paris
Valuta: Euro
Sprog: Fransk
Engelsk-niveau: Lavt
Prisniveau: Dyrt
Vejr: Varme sommer og kolde vinter. Bedst vejr ved Middelhavskysten
Sikkerhed: Visse områder i storbyerne kan være usikre; små byer og landsbyer meget sikre
Bedste rejsemål i Frankrig
Frankrig er et stort og varieret land, men der er ingen tvivl om, at Paris er den primære destination i landet.
Det er en by, som alle bør besøge på et tidspunkt i livet, og samtidig er det en by med så meget kultur, at man ofte får lyst til at genbesøge den. Der er noget magisk over Paris. Måske er det på grund af arkitekturen, de hyggelige caféer, stemningen, eller det vanvittige antal af seværdigheder – heriblandt Louvre, Eiffeltårnet og Triumfbuen.
Lidt vest for centrum af Paris ligger Versailles, der kan besøges på en dagstur. Versailles er selvfølgelig mest kendt for sit storslåede slot.
Normandiet i det nordlige Frankrig er også en kulturrig region med vikingearv. Et fremragende sted at udforske. Byen Rouen er historisk, så det vil noget. Men den mest fortryllende destination er nok tidevandsøen Mont Saint-Michel.
Bretagne og Alsace er andre unikke regioner i Frankrig. Sidstnævnte skiftede ofte hænder mellem Frankrig og Tyskland igennem historien. Strasbourg er en by, der har arv fra både den franske og tyske kultur, og som i øvrigt er en politisk relevant rejsedestination.
Hvis du er livsnyder, kan kysten ved Rivieraen bestemt også anbefales. Det er den solrige franske kyst ved Middelhavet, hvor især den østligste del af herlig. Her finder du byer som Cannes, Nice og Saint-Tropez. Fyrstendømmet Monaco, som ikke er en del af Frankrig, hvor sproget naturligvis er fransk, er også et besøg værd. Især i maj måned, når der køres Formel 1, og når vejret muligvis er på sit mest behagelige niveau.
Derudover er der både storbyer (Marseille, Lyon, Toulouse) samt små ferieperler (Lourdes, La Rochelle, Tours) som du eventuelt kan gå videre med. Overordnet har Frankrig ufatteligt meget at byde på, så det er ikke overraskende, at landet altid rangerer som verdens enten mest eller næstmest besøge, afhængig af hvilket år vi kigger på statistikkerne!
Vores artikler om franske destinationer
Paris
Nice
Strasbourg