Japan er et land, der længe har fascineret rejseentusiaster. Kulturen er unik – og Japan er blandt verdens førende når det gælder litteratur, TV, videnskab, teknologi og gastronomi.
Selvom der er langt til Japan, er turen det hele værd. SAS flyver direkte mellem København og Tokyo – og derfra kan du komme videre rundt i landet.
Her bringer vi lidt grundlæggende informationer om rejser til Japan, og du får et overblik over alle vores artikler om japanske rejsedestinationer.
Fakta om Japan 🇯🇵
Befolkning: 123 mio
Hovedstad: Tokyo
Valuta: Yen
Sprog: Japansk
Engelsk-niveau: Lavt
Prisniveau: Moderat
Vejr: Tempereret, men kan variere meget
Sikkerhed: Meget sikkert
Destinationer i Japan
Selvom Japan har et væld af spændende rejsemål, er det hovedstaden Tokyo som overskygger dem alle. Det er den klart mest befolkede by og er et massivt kulturcentrum, der bestemt karakteriserer den moderne japanske kultur.
Tokyo har sine imponerende paladser, tårne, museer og parker. Men mange rejser også dertil for shopping, madoplevelser, forlystelsesparker samt ren og skær underholdning.
Tæt på Tokyo ligger Mount Fuji, som kan ses fra byen på en klar dag, men du kan også tage tættere på det ikoniske bjerg. Det er landets højeste. Der går tours fra Tokyo til Mt. Fuji, men de kan være lidt langtrukne, så nogle foretrækker bare at tage tættere på for at nyde synet af bjerget.
Historiske byer i Japan, udover Tokyo, er Osaka, Kyoto og Nara. Især de to første er meget populære blandt turister. Osaka har forlystelsesparker, zoo, akvarium, med mere. Kyoto er især kendt for Kejserpaladset, der er ret stort og har en mur omkring.
De tre byer – Osaka, Kyoto og Nara – ligger alle virkeligt tæt på hinanden, som et trekantsområde i den centrale del af landet. Besøger du en af dem, bør du besøge dem alle!
Ellers kan du overveje at gå i dybden med andre steder af Japan, som måske er knap så turistede. Øen Hokkaido er ret kølig, men spændende at besøge. Sapporo er den største by og kan være din base, hvis du vil se nationalparkerne på øen. De sydlige Okinawa-øer har en helt anden kultur og natur, men bør ligeledes besøges hvis du får chancen.
Sådan kommer du til Japan
Japan ligger langt væk, så den eneste realistiske mulighed er at flyve – i hvert fald hvis dit udgangspunkt er Danmark.
Heldigvis går der direkte fly mellem København og Tokyo. Billetterne svinger i pris, men kan være forholdsvis prisvenlige på de rigtige dage, for eksempel 10.000 kroner for en returbillet. Så det er en god idé at være fleksibel med datoerne.
Rejsetiden er cirka 12,5 time den ene vej, og 13,5 time den anden vej.
Hvis du rejser fra en anden dansk lufthavn, eller hvis du bare finder et bedre tilbud hos et andet selskab, er det muligt at komme til Japan med en mellemlanding. Du kan for eksempel booke hos KLM og mellemlande i Amsterdam, eller hos AirFrance og skifte i Paris, samt andre muligheder. Men ofte vil det faktisk være billigst at rejse med SAS på den direkte rute.
Man kan – desværre – forvente lidt jetlag. Det rammer hårdest når man flyver mod øst, så vi vil anbefale, at du forbereder dig lidt på forhånd.
Når du er fremme i Japan, kan du nemt komme rundt med tog. Japan har en glimrende infrastruktur og dermed også et rigtigt godt tognetværk. Selv på lange distancer er togene funktionelle. Derudover er der indenrigsruter med fly, samt færger mellem mange af øerne (Japan har flere end 14.000 øer)!
Artikler om Japan
Her kommer der et overblik over alle vores indlæg om de japanske rejsedestinationer.
Spørgsmål og svar
Her svarer vi på nogle af de mest stillede spørgsmål om rejser til Japan.
Hvad er tidsforskellen mellem Danmark og Japan?
Japans tidsforskel er 8 timer, når der er vintertid i Danmark, og 7 timer, når der er sommertid. Japan er foran os i tid, så du skal lægge timerne ovenpå. Hvis klokken er 12 i Danmark, er den i Japan 19 (ved sommertid) eller 20 (ved vintertid).
Skal jeg have visum for at rejse til Japan?
Nej, ikke hvis du bare skal på ferie. Danske statsborgere kan rejse visumfrit til Japan, hvis der er tale om en turistrejse eller forretningsrejse på under 90 dage.
Du skal dog søge om visum til længere ophold, samt hvis du skal studere eller arbejde i Japan. Det gør du hos ambassaden.
Det er selvfølgelig obligatorisk at medbringe gyldigt pas. Nødpas anerkendes. Selvom der ikke kræves visum, skal du igennem immigrationen, når du ankommer til Japan. Her skal du vise pas, fortælle om rejsens formål, og de vil tage et billede samt dit fingeraftryk. Det er normalt en simpel proces, som ikke skaber grund til bekymring.
Hold dig opdateret på de gældende regler hos Udenrigsministeriet.
Er det billigt eller dyrt i Japan?
I 2025 er det generelt billigt at rejse til Japan – i hvert fald billigere end det var før. Det skyldes den relativt svage yen-valuta, der har klaret sig dårligt i forhold til kronen, euroen og dollaren over de seneste år.
Hvilken årstid er bedst at rejse til Japan?
Hvis du rejser til Japan for at opleve kultur, er hele året et godt tidspunkt. Foråret (marts til maj) og efteråret (september til november) er dog de smukkeste årstider takket være træernes farver. Det er også de mest behagelige årstider i Japan, da det hverken er for koldt eller for varmt.
Vil du se Mount Fuji med sne på toppen, bør du dog tage af sted om vinteren.
Hvor mange dage skal man bruge i Japan?
Minimum 7 dage – og gerne en hel del mere. Det afhænger af, hvor meget du vil se i Japan. Rejser du kun til Tokyo, er 7 dage måske tilstrækkeligt til at opleve de vigtigste ting. Men vil du videre rundt i landet, kræver det mere tid – for eksempel 2-3 uger hvis du også vil til Kyoto og Osaka, og måske mere end en måned, hvis du også vil rundt til nogle af øerne som ligger længere væk.
Er Japan sikkert?
I forhold til kriminalitet er Japan meget sikkert. Det er også et ret hygienisk land med gode forhold, så du skal heller ikke bekymre dig om sygdomme, om end maven måske lige skal vænnes til maden.
Der er dog risiko for naturkatastrofer – især jordskælv, da Japan ligger i Ildringen og regelmæssigt oplever jordskælv.
Er jordskælv farlige i Japan?
De fleste jordskælv er harmløse, også selvom du kan mærke at jorden ryster. Mange bygninger i Japan, også i storbyerne, er bygget til at kunne holde til små, moderater og store jordskælv. Det er normalt at mærke jordskælv hver uge. Kun de helt massive jordskælv udgør en sikkerhedsfare. Hvis der er nyheder om alvorlige tsunamier, tyfoner eller vulkanudbrud, bør du naturligvis udsætte turen.