Storbritannien, som dækker over England, Skotland, Wales og Nordirland, er klart et af de bedste rejsemål i Europa.
Mange danskere er vilde med storbyferier til London. Og det er blot én af mange ting, som landet kan tilbyde.
På denne side finder du lidt generelle informationer om Storbritannien, en beskrivelse af de bedste destinationer, samt et overblik over alle vores artikler, som omhandler britiske rejsemål.
Fakta om Storbritannien 🇬🇧
Befolkning: 68 mio
Hovedstad: London
Valuta: Pund (GBP)
Sprog: Engelsk
Prisniveau: Dyrt
Vejr: Overskyet og mørkt, men generelt lidt varmere end i DK
Sikkerhed: Generelt sikkert, men pas på om natten i de store byer
Bedste rejsemål i Storbritannien
Hovedstaden London er klart den mest besøgte by i både England og hele Storbritannien. Der går regelmæssigt billige fly til London fra de danske lufthavne, så det giver jo god mening. At være i London er også altid en interessant oplevelse, da der er museer og teater i verdensklasse, fremragende koncerter næsten hele året rundt, langt flere forretninger end i Danmark, samt meget mere.
Andre byer kan dog også være spændende at besøge. Fodboldfans vil sætte pris på Liverpool, Manchester og Glasgow. Og så er der klassiske engelske feriebyer som Bristol, Brighton og Cambridge.
Det måske bedste alternativ til London, hvis du søger en kulturel storbyoplevelse, er nok Edinburgh. Den skotske hovedstad har fremragende arkitektur, klassiske seværdigheder som slotte og kirker, for ikke at glemme en smuk beliggenhed ved vandet. Vi anbefaler klart Edinburgh, og byen kan desuden være en fin base for at udforske mere af det skotske.
Nu vi taler om London og Edinburgh, så er nattoget Caledonian Sleeper en rigtig fed oplevelse.
Kør-selv-ferier i Storbritannien er også oplagt, da du får mulighed for at besøge flere steder på samme tur og mærker masser af frihed undervejs. Billeje i UK er forholdsvis nemt, og man vænner sig ret hurtigt til det med at køre på venstre side af vejen.
Sikkerhed i Storbritannien
Generelt er det sikkert at rejse til Storbritannien. I hvert fald når vi taler om de største turistdestinationer samt landområder. Nogle byer har problemer med kriminalitet, især vold med knive, men det er ret usandsynligt du bliver udsat for det som turist.
London er den vigtigste by, og her er sikkerheden rigtig fin i dagstimerne. Om natten skal du være lidt mere opmærksom på omgivelserne, men intet særligt at bekymre dig om. Westminster er det område i London, der statistisk har mest kriminalitet.
De sikreste byer i Storbritannien er:
- Edinburgh
- Bristol
- Swindon
- Swansea
- York
- Southampton
- Portsmouth
I ovenstående byer er sikkerheden på niveau med danske byer, hvis ikke lidt bedre.
De farligste steder er Middlesbrough, Birmingham, Blackpool, Bradford og Manchester. Disse byer, med undtagelse af Manchester som jo byder på nogle vigtige turistattraktioner, bør nok generelt undgås medmindre du har en personlig grund til at besøge dem.
Byer som Liverpool, Glasgow, og igen London, har blandede ry. Der er gode og dårlige områder. Generelt kan du besøge dem uden problemer, men vær lidt opmærksom i områder du ikke kender så godt.
Vores artikler om britiske destinationer
Vi har udarbejdet en del forskellige artikler, der går i dybden med destinationer i England, Skotland, Wales og Nordirland. Her er de vigtigste af dem, sorteret efter by.
London
Manchester
Liverpool