Rejser til Serbien – Det skal du vide inden rejsen

Serbien er et af de mere ‘ukendte’ lande blandt danske rejsende. Landet er ikke med i EU og får ikke nær så meget opmærksomhed som andre af de tidligere Jugoslavien-nationer som Kroatien og Slovenien.

Alligevel er Serbien et glimrende rejsemål, i hvert fald hvis du vil prøve noget lidt anderledes. Kulturen har sine særheder; du vil for eksempel opleve et andet alfabet, at der ryges heftigt på restauranter, og at det generelt føles som at rejse 20-25 år tilbage i tiden.

Fakta om Serbien 🇷🇸

Befolkning: 6,5 mio
Hovedstad: Beograd
Valuta: Dinar
Sprog: Serbisk

Engelsk-niveau: OK
Prisniveau: Moderat
Vejr: Meget varm sommer, kølig vinter
Sikkerhed: Moderat

Bedste rejsemål i Serbien

Langt de fleste, som rejser til Serbien, starter i hovedstaden Beograd. Den er klart nemmest at komme til, hvis du skal flyve. Beograd er nok også landets kulturelle højdepunkt; eller i hvert fald den by, hvor der er mest at lave.

Blandt imponerende attraktioner i Beograd finder vi Skt. Savas Tempel, som er en kæmpe ortodoks domkirke med flotte dekorationer, Kalemegdan-parken, samt Beograd Fort, det store citadel, som er byens mest besøgte sted. Alle disse tre attraktioner er gratis at komme forbi. Derudover er der Nikola Tesla-museet som også bør opleves. Du kan læse en mere dybdegående artikel om Beograds bedste seværdigheder her.

3 dage er tilstrækkeligt i Beograd, og derefter kan du vende næsen mod landets øvrige højdepunkter.

Her kan vi blandt andet anbefale kulturbyen Novi Sad, som ligger lidt nord for Beograd. Denne by har også et kendt fort, men er måske mere kendt for sit glimrende studiemiljø og en mere moderne livsstil, end den vi finder i resten af Serbien.

Subotica kan anbefales på grund af byens imponerende arkitektur. En dagstur er dog tilstrækkeligt.

Glem heller ikke Niš, den tredjestørste by i landet, og en af de ældste. Den blev grundlagt af Konstantin den Store, som også grundlagde byen Konstantinopel (som i dag hedder Istanbul). Faktisk blev mange østromerske kejsere født i byen og benyttede den som deres residens. Der er flere gode seværdigheder i Niš, antikke såvel som nye, og her kan du snildt tilbringe op til 3 dage. Niš ligger i den sydlige del af Serbien.

Ellers er der de gamle ruiner i Justiniana Prima, Bač-fortet nær Novi Sad, og Tara-nationalparken.

Generelt har Serbien meget at byde på, især for et land med et ellers begrænset areal. Den helt store fordel er også, at Serbien ikke er særligt turistet. Det betyder færre menneskemængder og lavere priser for alting.

Fra Danmark til Serbien

Air Serbia har en direkte flyrute mellem København og Beograd. Ellers er det muligt at komme dertil med mellemlanding i Frankfurt eller Zürich, via henholdsvis Lufthansa eller Swiss.

Førhen var der en direkte rute mellem Billund og Beograd med selskabet Wizz Air. Det er desværre ikke længere tilfældet, men vi må håbe, at nogle lavprisselskaber vender tilbage med ruter til Serbien.

Hvis du vil på kør-selv-ferie, tager det cirka 20 timer at køre fra Danmark til Serbien i bil. Her er der mulighed for at stoppe nogle spændende steder undervejs.

Vil du rejse super billigt, går der også busser til Serbien. Men du skal skifte et par gange undervejs. Med traditionelt billige Flixbus vil det som minimum kræve to skift, i henholdsvis Berlin og Zagreb. Men det bliver en lidt besværlig tur. Hellere flyve direkte eller med en enkelt mellemlanding. Så er du fremme på et par timer.

Vores artikler om serbiske rejsemål

Vi har indtil videre kun dækket Beograd, men der kommer mere. Overblikket får du her.

Beograd:

Spørgsmål og svar

Herunder svarer vi på de mest stillede spørgsmål vedr. rejser til Serbien.

Er det sikkert at rejse til Serbien?

Serbien er generelt sikkert. Der er minimal risiko for tyveri, overfald og andre former for personfarlig kriminalitet. Landet har haft problemer med store protester over de seneste par år, så det er den primære bekymring. Her vil vi anbefale at besøge landet i de perioder, hvor protesterne er på deres laveste, og at holde dig fra protesterne, hvis du er der, når det sker.

Hvordan får jeg vekslet til dinarer?

I Serbien kan du de fleste steder betale med kort. Vil du alligevel have nogle kontanter, kan det arrangeres med egen bank i forvejen, eller du kan veksle eller hæve penge ved ankomst i landet.

Hvordan kommer jeg bedst rundt i Serbien?

Billeje er en god mulighed. Ellers har Serbien et solidt busnetværk – du kan nemt rejse fra by til by med bus.

Taler de engelsk i Serbien?

Mange unge serbere taler fint engelsk. Personer som arbejder i turistbranchen og på restauranter gør generelt også.

Hvad skal jeg ellers vide om Serbien?

Serberne er meget direkte i den måde de taler og opfører sig på. Man skal ikke blive fornærmet på grund af det. Husk desuden på, at serberne har en noget mere konservativ kultur end EU-landene. Desuden er Serbien på mange måder på linje med Rusland rent kulturelt og politisk; det er ikke nødvendigvis alle serbere, der tænker sådan, men det er en generel tendens, og det er rart at vide på forhånd, for det er lidt i modsætning til hvordan vi danskere ser på tingene. Generelt er det en god idé at undgå politiske diskussioner, også omkring krigene i Jugoslavien.

Desuden ryges der meget, også indendørs, på mange helt almindelige caféer, restauranter og barer. Bliv ikke overrasket, hvis der står et askebæger på bordet.