Rejs til Sverige – Se de bedste svenske destinationer!

Vores naboland har overraskende meget at byde på. Selvom den svenske kultur minder om den danske, er der stadig rigtigt meget at opleve i Sverige. Lige fra spændende storbyer til storslået natur.

Det er også ufatteligt nemt at rejse til Sverige, da der jo ikke er langt fra Danmark, og da der både er tog, veje, færger og fly – afhængig af hvor i Danmark du tager af sted fra.

Vi har dækket en del svenske destinationer her på magasinet. På denne side får du overblikket over alle de mest brugbare informationer, hvis du planlægger en tur til Sverige.

Fakta om Sverige 🇸🇪

Befolkning: 10,5 mio
Hovedstad: Stockholm
Valuta: Svenske kroner (SEK)
Sprog: Svensk

Engelsk-niveau: Topklasse
Prisniveau: Moderat til dyrt
Vejr: Minder om Danmark, men væsentligt koldere mod nord
Sikkerhed: Pas på i visse områder i byerne

Bedste rejsemål i Sverige

Sverige er et fysisk stort land og byder derfor på adskillige gode rejsedestinationer.

Stockholm er en kulturel storby med fede seværdigheder som Vasamuseet, Slottet, Skansen og Stadshuset. Byen har i øvrigt en fremragende infrastruktur. Besøger du Stockholm, vil vi også anbefale en dagstur til Uppsala.

Desværre ligger Stockholm relativt langt fra Danmark. Hvis du rejser i bil eller tog, kan det være, du foretrækker noget lidt tættere på.

Bor du i København, så er der aldrig langt til Malmø. Det er Sveriges tredjestørste by og i Malmø er der bestemt også ting at opleve, som for eksempel byens fine parker og museer. Priserne er også gode, og i Malmø er der for eksempel gode tøjbutikker.

Alternativer til Malmø kan være Lund og Helsingborg, som begge ligger inden for en overskuelig afstand.

Göteborg, som ligger længere oppe på vestkysten, er også en utrolig smuk by. Der går færger hver dag mellem Frederikshavn og Göteborg, og du finder desuden tog fra København. Sejlturen er dog mest unik, især fordi du kan nyde synet af alle de små øer, når færgen kommer tæt på havnen i Göteborg.

Ovenstående byer er de mest besøgte steder i Sverige, men landet byder også på mere undervurderede rejsemål. Nogle eksempler er Kiruna langt oppe nordpå hvor du ofte kan se nordlys fra september til april, Halmstad som ligger omtrent mellem Göteborg og Malmø, og øen Gotland som har en helt særlig stemning og en årlig middelalderfestival som bestemt er værd at opleve!

Tog til Sverige

Der går tog til Malmø flere gange i timen fra Københavns Hovedbanegård. Den tur tager normalt omkring 40 minutter, så det er klart den nemmeste måde at komme til Sverige. Rejser du fra Jylland eller Fyn, skal du skifte i København. Selv fra Aalborg er der dog kun tale om en tur på 5 timer, så det er forholdsvis overskueligt.

Desuden går der tog fra København til Lund.

I enten Malmø eller Lund kan du nemt skifte tog og komme videre rundt i landet, fx til Stockholm eller Göteborg. Det svenske togselskab hedder SJ og du kan nemt købe billetter online.

Færger til Sverige

Der går flere færger mellem Danmark og Sverige.

Den korteste rute er den mellem Helsingør og Helsingborg som tager små 20 minutter, også kendt som Øresundslinjen. En meget hurtig tur, med rigtigt mange daglige afgange.

Vi vil mene den flotteste rute er Frederikshavn – Göteborg som dækkes af Stena Line. Billetterne er generelt billige og turen tager omkring 3 timer og 30 minutter. På færgen kan du handle ind, spille, eller bare slappe af. Omgivelserne er rigtigt flotte, når du kommer tæt på Göteborg. Der er op til 4 afgange om dagen.

Den tredje rute er mellem Grenå og Halmstad, ligeledes med Stena Line. Det er den længste af de tre ruter, for den tager omkring 4 timer og 30 minutter, men fordelen er at den forbinder det centrale Danmark med det centrale Sverige. En rigtig god mulighed hvis du er fra Jylland, eller hvis bare du vil besøge en mere undervurderet destination i Sverige, altså Halmstad.

Kør-selv-ferie i Sverige

Sverige er også et glimrende land til en kør-selv-ferie, netop fordi landet er stort, har mange rejsemål, og rigtig flot natur. Sverige har ufatteligt meget skov. Kommer du op nordpå, vil landskabet se ret anderledes ud. Men det er sjovt at udforske Sveriges landskaber og byer. Hvis du ønsker maksimal frihed, kan et nordisk road trip være en rigtig god idé!

Svenske destinationer – vores artikler

Vi har dækket en del svenske rejsemål i diverse artikler, og her er de vigtigste af dem:

Göteborg

Halmstad

I takt med vi laver mere indhold om Sverige, vil der komme flere henvisninger i denne oversigt. Ellers er du velkommen til at benytte søgeformularen øverst til højre på siden, hvis du leder efter en særlig svensk destination som måske ikke er nævnt i oversigten her.