
Februar er en ret populær måned at rejse i – mest på grund af vores skønne vinterferie! Nogle drager mod højderne for at stå på ski, mens andre søger varme i forskellige afkroge af kloden.
Desuden er der byer og regioner rundt omkring i verden, som har særlige kulturelle begivenheder i februar måned. De allerstørste er nok karnevallet i Brasilien, samt Super Bowl i USA.
Hvis du søger inspiration til din rejse i vinterferien, eller enhver anden uge i februar, så læs med her. Vi giver vores bud på februars bedste rejsedestinationer!
Indhold i artiklen
Skiferie i februar

Hemsedal
Hemsedal er et ikonisk centrum for både ski, langrend og diverse andre vintersportsgrene. Skifaciliteterne er fremragende, så det er et ideelt rejsemål for jer, der planlægger en skiferie til Norge.
Der er 53 pister, 20 lifte, og alt fra børnebakker til offpiste-arealer. Hvis du er til langrend, er der løjper på mere end 140 kilometer samlet, som går igennem flotte områder, hvilket inkluderer skove og dale.
Nogle rejser også blot til Hemsedal for at få en hyggelig ferie i et område med flotte omgivelser. Der behøver ikke nødvendigvis at være adrenalin og gang i den – man kan også fint have en rolig hyggetur dertil.
Der er nemlig glimrende hoteller og hytter. Vi vil mene, at Hemsedal er ideelt for både familier, grupper (fx med arbejdet), og naturligvis individuelle vintersportsentusiaster. Resortet ligger midt i Norge, cirka mellem Oslo og Bergen, så der er mange måder at komme dertil – det mest almindelige er at flyve til en af storbyerne og derefter tage bus eller togbanen ind til Hemsedal.
Trysil
Norges allerstørste skisportssted er Trysil, som ligger tæt ved den svenske grænse. Du kan komme dertil ved at flyve til Sälen i Sverige, hvor lufthavnen ‘Scandinavian Mountains Airport’ ligger – eller hele vejen med bus, hvilket også er en mulighed.
Trysil har pister i forskellige sværhedsgrader, lige fra de helt lette til de professionelle. Børneområdet er stort, så det er igen et ideelt resort for familier, skoleture, osv.
Samtidig er det et område med rigtigt meget sne, hvilket betyder sæsonen er lang! I februar måned er der garanti for gode forhold. Du kan roligt rejse dertil som begynder, da der er simple skiparker og dygtige instruktører. Samtidig er der pister, som benyttes af de absolut professionelle. Generelt er infrastrukturen også så god i Trysil, at køerne er relativt korte – selv i højsæsonen.
Kiruna
Ikke nødvendigvis skiferie, men Kiruna ligger nordpå i Sverige og giver mulighed for at se nordlys mellem september og marts, indimellem også i august og april. Februar måned falder perfekt ind i førstnævnte periode og er derfor et godt tidspunkt at rejse op og se nordlys.
Det svenske Lapland er en utroligt smuk region. Du kan bruge Kiruna som base, og tage ud til en mindre campingplads når der varsles nordlys, så du er sikker på at se fænomenet.
Ellers er der spændende attraktioner som rejser med hundeslæde, ishotel, samt hele 4 skiresorter i nærheden hvor menneskemængden ofte er noget mindre end ved de populære bjerge i Norge. Kiruna kan altså være en udmærket destination, hvis du ønsker at kombinere en stor naturoplevelse med andre sjove oplevelser og potentielt en dagstur til et af de nærliggende skiresorter.
Kulturdestinationer i februar

Rio de Janeiro
Sidste år faldt karnevallet først i marts. I 2026 er vi så heldige, at det igen falder i februar. Fejringerne i Rio de Janeiro vil stå til mellem den 13-21. februar, hvoraf den 16. og 17. februar er de to vigtigste dage.
Mange af indbyggerne i Rio begynder fejringerne endnu tidligere, og der er bestemt også grund til at ankomme tidligt. Der er nemlig sommer på denne tid af året, hvilket betyder vejret er absolut glimrende. Du kan nemt tage på stranden ved Copacabana og nyde det gode vejr, eller måske besøge den nærliggende ø, Ilha Grande.
Rio byder desuden på flere kulturattraktioner. Desuden er de lokale super venlige, og man kan altid finde en fest eller to, uanset om det er karneval eller ej. Men netop fordi karnevallet er så ikonisk, vil vi især anbefale at besøge Rio i februar måned.
Som alternativ til Rio de Janeiro kan du overveje karnevallet i Salvador, som har færre turister og som generelt er billigere i forhold til hoteller, men som dog også er en lidt farligere destination. Det kræver altså, at du har mod på noget lidt anderledes, men Salvadors karneval er værd at opleve, hvis du allerede har prøvet dét i Rio.
Venedig
Venedig er en af de få europæiske byer, hvor karnevallet er rigtigt stort. Og det fejres over en forholdsvis lang periode, nemlig fra den 31. januar til den 17. februar. Det er især de sidste 10 dage, der er gang i den, med diverse temaer og optog.
Karnevallet i Venedig er kendt for sine unikke masker og kostumer. Det er mere historiepræget end det vilde karneval i Rio – og det føles langt mere organiseret. Der er blevet afholdt karneval i Venedig siden middelalderen, om end med en lang pause mellem 1797 og 1979. Heldigvis blev det genoptaget igen, og nu tiltrækker Venedig cirka 3 millioner turister på denne tid af året.
Det betyder også, at februar bestemt ikke er lavsæson i denne italienske by, selvom nogle måske ville tro det. Samtidig betyder det, at priserne er høje og menneskemængderne store. Så det skal du være opmærksom på.
Udover de mange historiske masker er omgivelserne perfekte. Kanalerne, pladserne, bygningerne, samt kirkerne i Venedig giver bare nogle unikke indtryk. Markuspladsen er centrum for karnevallet, men der er kostumer og begivenheder overalt i byen.
Ønsker du at fejre karneval med manér hjemme i Europa, så er Venedig det klart bedste bud hvis du spørger os!
San Francisco
Super Bowl er den største enkeltstående årlige sportsbegivenhed, og den afholdes altid i februar. Denne gang er det på Levi’s Stadium i Santa Clara, Californien. Det er tæt på San Francisco, som dermed er den by, du kan bruge som base for turen.
Billetter til Super Bowl er dyre. Meget dyre, faktisk. Men det er muligt at skaffe dem, hvilket altid er noget.
Hotellerne i San Francisco har også skruet op for priserne. Hvis det ikke er muligt at finde overnatning i byen, kan du tage et kig på andre nærliggende steder i det større Bay Area og eventuelt leje bil for at komme frem og tilbage.
Trods de voldsomme priser er det alligevel oplevelsen værd. Super Bowl tilbyder den allerbedste mulighed for at opleve amerikansk sport og kultur. Derfor fortjener San Francisco at blive nævnt.
New Orleans
En anden god amerikansk destination i februar måned er New Orleans. Den ikoniske sydlige storby, der blev grundlagt af franskmændende, giver et meget anderledes indtryk end de fleste andre steder i USA.
Ligesom Rio de Janeiro og Venedig har de et stort karneval i New Orleans. Der kalder de det Mardi Gras, og det foregår dette år den 17. februar. Et fint alternativ til de to andre byer, hvis du ønsker at opleve højtiden fra et amerikansk perspektiv.
Til sidst kan det nævnes, at New Orleans byder på ganske fint vejr i februar måned. Der er noget mere sol dér end de fleste andre steder i USA (og Europa).
Varme rejsemål

Sydney
Den smukke og moderne australske storby er altid et besøg værd. Hvis du ønsker sol og varmt vejr, er februar måned perfekt, da australierne stadig befinder sig i sommeren.
Der er masser af kulturelle seværdigheder i Sydney, blandt andet Operahuset, men også gode strande i nærheden. Vandet er gennemsnitligt 25 grader varmt, så ved de nærliggende strande kan du nemt bade.
Sport er stort i Australien, men på grund af det varme vejr er Australian Rules Football og rugby desværre på pause. Cricket og almindelig fodbold er dog godt i gang.
Du kan tage turen videre til Melbourne i marts måned, hvis du vil have årets første Formel 1-race med som en oplevelse. En længere tur til Australien i februar/marts kan altså sagtens anbefales, hvis du vil kombinere godt vejr med en stor begivenhed.
Madeira
Madeira er en dejlig ø i Atlanterhavet, hvor foråret ofte kommer tidligt. Nogle beskriver sågar klimaet på Madeira som et evigt forår.
Det er relativt nemt at finde fly til Madeira, nogle gange direkte fra de danske lufthavne, og ellers med en hurtig mellemlanding i fx Lissabon eller Amsterdam.
Der er super gode vandreruter på Madeira, ligesom der er strande (som dog ikke er helt velegnede til badning allerede i februar) og en overordnet flot natur. Hovedstaden Funchal har også overraskende meget kultur at byde på. Du kan blandt andet opleve Cristiano Ronaldo museet, Santa Clara klosteret samt shoppingmuligheder i særklasse.
Caribiske øer
En tur til Caribien er altid en god idé. Også i februar – især hvis du mangler lidt varme og sol.
Mulighederne er mange. Du kan for eksempel udforske de gamle Dansk Vestindiske Øer som nu kaldes US Virgin Islands.
Ellers er Cuba, Den Dominikanske Republik, Jamaica, Grand Cayman, Bahamas, Aruba og Barbados nogle fremragende muligheder som alle har turistinfrastrukturen helt på plads. Vær dog opmærksom på at det er DYRE destinationer. Det er generelt ikke billigt at rejse til, eller opholde sig, i Caribien. Nogle lande i området er dog prisvenlige, det bedste eksempel er nok den Dominikanske Republik som har skønne strande, men hvor sikkerheden kan være problematisk, hvis du begiver dig uden for de primære resorter. Ønsker du at lære mere om destinationerne i Caribien, kan du læse vores guide til regionen.



