Paris er en storby med mange interessante områder. Derfor kan det godt være svært at finde det helt rette sted at overnatte. Hvis du har tænkt over, hvor man skal bo i Paris som turist, så læs med her. Vi kommer med et par gode forslag til hoteller i de bedste bydele.
Det er så godt som umuligt at komme med ét klart svar på, hvilken del af Paris der er bedst at overnatte i. Der er nemlig mange gode bydele. Desuden har Paris en ganske funktionel metro, som gør det nemt at komme fra et sted til et andet. I alt har Paris 20 bydele (kendt som arrondissementer). Hver bydel er kendt for noget unikt, og du bør som udgangspunkt finde et sted, der matcher din personlighed og som passer til dine ønsker til rejsen.
Indhold i artiklen
Bedste hoteller i Paris
Hotel Louvre er det bedste valg, hvis du vil bo i centrum af Paris til en fornuftig pris. Det er et firestjernet hotel med gennemsnitspriser omkring 2.500 kroner pr. nat, hvilket er ganske acceptabelt for prisstandarden i Paris som er steget rigtigt meget over se seneste år. Du er tæt på mange gode seværdigheder – for eksempel Louvre – og hotellet byder på fine faciliteter. Vi anbefaler at booke i god tid, men selv hvis du booker i sidste øjeblik bør der stadig være et værelse eller to til rådighed. Der er gratis internet, og det er desuden et hotel i Paris med morgenmad, dog mod et gebyr.
Hotel Chopin, der ligger mellem det 2. og det 9. arrondissement, og derfor forholdsvis centralt, er vores bud på det bedste billige hotel i Paris. Trods lave priser får hotellet rigtigt gode anmeldelser, morgenmaden roses meget, og det er kendt som et hotel, der er rigtigt godt for par.
Leder du efter et luksushotel, så book hos enten Four Seasons Hotel George V (ligger tæt på Champs-Élysées) eller Shangri-La (ligger tæt på Eiffeltårnet). De er dyre, men de er blandt byens bedst vurderede hoteller, og du er tæt på store attraktioner. Faciliteterne er naturligvis helt i top.
Montmartre er et populært område i Paris. Lidt mere roligt, men med en super interessant kultur, der kombinerer det klassiske med det moderne. Det er utroligt charmerende. Samtidig er det ikke overdrevet dyrt. Hotel des Arts er et fantastisk valg til en god pris (gennemsnitligt 1.700 kroner pr. nat) hvis du vil overnatte i Montmartre-bydelen.
Bedste bydele i Paris
Hvis du vælger et af ovenstående hoteller går du aldrig forkert. Men hvis du vil lære mere om hver af de bedste bydele i Paris, så læs med herunder. Det kan potentielt guide dig frem til, hvilken bydel der passer bedst til din personlighed, dit temperament og dine rejsepræferencer.
Seværdigheder og attraktioner: 1. arrondissement
Et fantastisk område, hvis du gerne vil udforske det klassiske Paris og alle de store seværdigheder. Du kan bo i denne del af Paris, hvis du er kulturelt interesseret. Besøg for eksempel Louvre, Sainte-Chapelle eller Place Vendome. Udover de attraktioner der er i bydelen, er du også tæt på de andre centrale bydele. Der er gåafstand til Notre Dame og Champs-Élysées.
Bo centralt i Paris: 5. og 6. arrondissement
5. og 6. arrondissement ligger begge centralt og grænser op til Seinen. At overnatte i en af disse bydele er en glimrende idé, hvis du vil opleve lidt af hvert. De fleste store seværdigheder er i nærheden, og begge bydele har god offentlig transport. Det femte er også kendt som Latinerkvarteret, hvor der er flot arkitektur og mange gode restauranter. Det sjette er også kendt som Luxembourg og egner sig godt til familier, da der er gode underholdningsmuligheder for de helt unge. Samtidig er det et kulturelt interessant nabolag med gode klassiske seværdigheder, som man kan blive klog på.
Shopping: Bo i 9. arrondissement
På mange måder er det 9. arrondissement også interessant. Det er ikke nødvendigvis det mest centrale, men du ligger et sted mellem de fleste klassiske seværdigheder i centrum og det unikke Montmartre. Det er dog især godt for shoppingelskere, da der er flere kanon interessante steder at handle ind. Besøg for eksempel et af indkøbscentrene Printemps eller Galleries Lafayette. Der er også flere spændende shoppinggader og hyggelige gademarkeder.
Vælger du at bo i denne del af Paris, bliver det nødvendigt med offentlig transport for at komme rundt til de andre bydele, men det går nok. Det er perfekt for personer, der før har besøgt Paris, og som gerne vil have en lidt anden oplevelse denne gang.
Udenfor centrum: Montmartre
Montmartre er en del af Paris, der ligger lidt nord for centrum. Det er en af de mest charmerende bydele. Lidt roligere end centrum, men bestemt lige så interessant. Der er stadig turister, men lidt færre end i de centrale arrondissementer. I nogle steder af Montmartre kan du få en flot udsigt over resten af byen. Desuden er der mange gode caféer og restauranter i bydelen. Når du tænker på det typiske og romantiske Frankrig, så er Montmartre nok den del af Paris, der lever bedst op til det. Det kan stærkt anbefales at overnatte her, og Hotel des Arts giver dig endda mulighed for at bo forholdsvis billigt i området.
Montmartre er også kendt som det 18. arrondissement i Paris.
Hvor skal man ikke bo i Paris?
Der er nogle steder i Paris, som er ganske fine at besøge, men som ikke nødvendigvis er bedst at bo i.
Mange turister vælger for eksempel at bo i nærheden af Champs-Élysées, hvilket på mange måder er fint, men som desværre er alt for turistet. Desuden er det forholdsvis dyrt at bo der, så du kan få mere for pengene ved at vælge en anden bydel. Champs-Élysées ligger i det 8. arrondissement, og selvom det ellers er en herlig beliggenhed, er det ikke den første, som vi vil anbefale. Medmindre du virkelig er til shopping og samtidig gerne vil bo på dyrt luksushotel i sus og dus – ellers betaler det sig ikke. Hvis du ikke ønsker at betale mange tusinde kroner pr. nat for at bo i Paris, så se bort fra Champs-Élysées og vælg et andet område i stedet. Champs-Élysées kan stadig besøges om dagen.
Mens du selvfølgelig skal besøge Eiffeltårnet på din tur, så behøver du ikke at bo lige i nærheden. Det 7. arrondissement er nemlig også ret dyrt, og udover Eiffeltårnet har du nok samme mængde attraktioner som i enhver anden bydel. Derfor bør det ikke være dit førstevalg som besøgende. Dog er der mange fine luksushoteller i området, så hvis du ønsker et hotel med de bedste faciliteter og ikke har et problem med store turistmængder, kan det måske godt betale sig.
Derudover kan det heller ikke anbefales, at du opholder dig for langt væk fra centrum. I byens yderområder kan du stadig komme frem til centrum, men det kræver offentlig transport og dermed lidt ekstra tid, så for de fleste turister vil vi ikke anbefale det. Det 18. arrondissement, som er Montmartre, er undtagelsen, da bydelen simpelthen bare er så interessant. Det 14. arrondissement er måske en anden undtagelse, da det er et meget typisk parisisk område med et lokalt præg, så det kan eventuelt overvejes, hvis du allerede har været i Paris før og allerede oplevet de store turistattraktioner. De andre yderområder er generelt ikke værd at vælge.
Vi anbefaler umiddelbart, at du opholder dig centralt, det vil typisk sige mellem det 1. og 6. arrondissement. Det fungerer altid – især for førstegangsturister, samt for alle kulturelle rejsende der gerne vil opleve mest muligt.
Med hensyn til sikkerhed, så er der også enkelte steder, du nok helst bør undgå. I den nordøstlige del af byen er der for eksempel metrostationen Stalingrad og omegn, som er blevet et slags campingsted for immigranter uden noget reelt hjem. Det er dumt at gå forbi her alene, så hvis du er solorejsende, eller hvis I rejser som familie, bør I nok holde jer væk herfra. Generelt er den nordøstlige del af Paris også den del, hvor der er mest kriminalitet.
Men når det så er sagt, er Paris overordnet en forholdsvis sikker by, hvor det er urealistisk, at der sker dig noget. Der er meget politi, som bevogter de centrale dele af byen, og det er med til at beskytte turister og lokale mod direkte kriminalitet. Præcis som i enhver anden storby er der risiko for tyveri og den slags, men med sund fornuft kan du formentligt undgå det. Man kan altid være uheldig, men for næsten alle der rejser til Paris, sker der aldrig noget. Den er ikke ret meget mere usikker end andre byer af samme størrelse. I enkelte områder kan man godt føle sig utryg, men mere sker der kun yderst sjældent.
Prisniveau i Paris
Generelt er Paris en dyr by. Måske lige omkring de danske priser, som vi er vant til herhjemme, men det er stadig dyrt i forhold til mange andre europæiske storbyer.
Husk dog på at prisniveauet også kan variere en del fra bydel til bydel. Hvor skal man bo i Paris for at undgå de høje priser? Udenfor centrum. Men vi anbefaler faktisk, at du bider en lidt højere pris i dig, og at du betaler lidt ekstra for at bo centralt. Ikke nødvendigvis ved Champs-Élysées eller i nærheden af Eiffeltårnet, men for eksempel i det 5. eller 6. arrondissement, hvor det er rart at bo, og hvor du – trods høje priser – får rigtigt meget til gengæld for pengene. Det samme kan siges om de 1., 3. og 18. arrondissementer.
Kvaliteten af hotellerne i centrum er gennemgående høj. Firestjernede hoteller giver generelt bedst værdi, men hvis du vil på en luksustur kan et ophold hos et femstjernet hotel også overvejes. Selv trestjernede hoteller fungerer dog ganske glimrende og er ideelle for langt de fleste rejsende. Det er ret almindeligt at betale lidt over 1.000 kroner pr. nat for et værelse med dobbeltseng hos det gennemsnitlige parisiske hotel. Hvis du vil genlæse vores anbefalinger til at finde hotel i Paris, så rul op til toppen af siden, hvor vi nævnte vores bedste forslag.
Bedste tidspunkt at besøge Paris
Det er populært og oplagt at besøge Paris om sommeren. Det vrimler med turister hele året rundt, så det er ikke fordi, at det er ekstra frustrende at stå i kø til seværdighederne om sommeren: Situationen med højturisme er den samme hele året rundt. Til gengæld er vejret fantastisk mellem juni og august, og byen viser sig fra sine bedste sider.
Ellers er foråret og efteråret også nogle gode tidspunkter at besøge byen på. Det regner typisk lidt mere, men hvis du ikke har noget problem med det, så er det et godt tidspunkt at tage turen og overnatte i Paris.
Du kan også besøge Paris om vinteren. Det er faktisk blevet ganske populært. Byen er ret romantisk i december, og selvom det er koldt i januar og februar, er den stadig charmerende.
Overordnet kan du faktisk besøge Paris hele året rundt, men for de fleste danskere passer det nok bedst om sommeren, hvilket også er ret ideelt i forhold til de flestes ferieplan.
Konklusion
Paris er en virkelig flot by at besøge. Du kan nyde mange af de klassiske seværdigheder ved at overnatte centralt. Men du kan også fokusere mere på de moderne dele af byen og den nuværende franske kultur. Vi anbefaler nok en kombination af begge.
Så når alt er sagt, hvor skal man bo i Paris som turist? Der er mange muligheder, og ud fra dine egne præferencer håber vi, at denne artikel har været til god hjælp, og at du kan vælge det ideelle område og hotel. Kommentér gerne herunder, hvis du har kommentarer til enhver form for overnatning i Paris!