Rejser til USA – Fakta og forberedelse

USA er det land i verden, der får mest opmærksomhed i medierne, og de fleste mennesker har nok en mening om det. Mange har også en drøm om at rejse dertil – noget som aldrig har været lettere, da der er adskillige direkte flyafgange fra Danmark.

Samtidig er USA et varieret land, som byder på forskellige slags kulturer, normer, naturforhold og muligheder.

Nogle foretrækker en klassisk storbyferie, fx til New York eller Miami, mens andre nyder at tage på den ultimative kør-selv-ferie og udforske mere af hvad landet har at byde på.

Fakta om USA 🇺🇸

Befolkning: 355 mio
Hovedstad: Washington D.C.
Valuta: Dollars (USD)
Sprog: Engelsk

Prisniveau: Dyrt
Vejr: Varierer efter stat
Sikkerhed: Varierer meget; mange steder er sikre, men pas på i storbyer og undersøg områder på forhånd

Bedste rejsemål i USA

USA er et ufatteligt stort land, omtrent på størrelse med det europæiske kontinent. Derfor er der også et hav af rejsemål.

Den mest besøgte by i USA er New York City, som er et massivt centrum for kultur, arkitektur, kunst, forretning, underholdning, gastronomi, og meget mere. Vi vil klart anbefale New York som den første rejsedestination, hvis du stadig har en rejse til USA til gode.

De fleste historiske byer ligger på østkysten, og især den nordøstlige del. Udover New York er der kulturelle byer som Boston, Philadelphia og Washington D.C.

Men det er langt fra de eneste byer, der er værd at besøge. New Orleans er en fantastisk by på kysten til den mexikanske golf, og der er naturligvis også spændende rejsemål længere mod vest – for eksempel den altid underholdende Las Vegas, underholdningsmekkaet Los Angeles, og techdominerende San Francisco.

Udover byerne er der også fremragende naturforhold, hvilket nok er den primære årsag til, at mange vælger at leje bil i USA og tage på en længere rejse.

Blandt naturhøjdepunkterne finder vi Grand Canyon i Arizona, Yellowstone National Park i Wyoming, Great Lakes i Midtvesten, og Niagara Falls som ligger på grænsen mellem USA og Canada.

Til dig som ønsker forlystelser er Orlando i Florida muligvis den bedste destination. Hele den sydlige halvdel af Florida er også absolut glimrende med hensyn til solskin, fest og madoplevelser!

USA er naturligvis også immigranternes land. Igennem årene har der været danske immigranter, og i dag er der mere end en million amerikanere med dansk afstamning. Dansk-amerikansk kultur står stærkest i stater som Iowa, Wisconsin, South Dakota og Utah. Det er meget sjovt at besøge de såkaldte ‘danskerbyer’ hvor man tydeligt kan se et dansk kulturaftryk. Solvang (Californien), Elk Horn (Iowa) og Racine (Wisconsin) er de bedste eksempler.

Fly til USA

Det er generelt nemt at finde fly til USA – også til fornuftige priser.

Fra København går der direkte fly til New York, Miami, San Francisco og Los Angeles. Samt flere, afhængig af sæson.

Fra Billund og Aalborg er der pt. ingen direkte ruter til USA, men det har der før været, og der kommer der nok igen. Nogle gange er det sæsonbetonet, således at der er en rute fra marts til oktober, men ikke i vinterhalvåret. Så det kan du holde øje med.

Som alternativ er det altid muligt at rejse med en mellemlanding eller to. Ofte skal du kun bruge en enkelt. Det er fx nemt at komme til USA med et hurtigt skifte i London, Paris, Amsterdam eller Frankfurt på vejen.

Spørgsmål og svar

Her svarer vi på nogle af de mest almindelige spørgsmål om rejser til USA. Svarene indeholder mange praktiske tips.

Skal man søge om visum for at rejse til USA?

Nej, danskere kan rejse til USA uden visum, hvis der er tale om rejse eller forretningsophold under 90 dage.

Du skal dog søge om ESTA (gør det her) hvilket er en forhåndsgodkendelse, der giver dig ret til at stige på et fly til USA. Du skal ansøge om ESTA mindst 72 timer før rejsen, det er relativt simpelt, og næsten alle danske rejsende bliver godkendt.

Der kræves selvfølgelig visum, hvis du skal bo længere tid – og altså ikke bare rejse – i USA.

Hvordan lejer jeg bil i USA?

Du reserverer blot din bil online på forhånd. Det er nemmest at bestille bil med afhentning i samme lufthavn, som du ankommer i.

Hertz, Sixt og Avis er eksempler på firmaer, der tager sig af billeje. Du kan også bare bruge en platform som Expedia, hvis det er nemmere.

Alternativt kan du leje bil, når du ankommer i lufthavnen, ved at henvende dig til en biludlejers skrænk. Dog bliver det lidt dyrere og med risiko for du ikke får din foretrukne bil.

Inden du rejser, skal du huske at bestille et internationalt kørekort, som også gælder i udlandet. Det gør du på Borger.dk.

Medbring både dit internationale kørekort, dit danske kørekort, dit kreditkort og dit pas, når du lejer bil i USA. Firmaet vil helst se alle disse ting.

Skal jeg medbringe kontanter til USA?

USA er et samfund, som er blevet ret kontantløst – ligesom Danmark. Hvis du besøger en storby, er der rent praktisk intet behov for at medbringe andet end Dan-, kredit- eller debitkort. Vi vil dog anbefale at medbringe lidt kontanter, og eventuelt et ekstra kort, hvis der skulle ske noget med dit primære kort.

Hvis du skal på roadtrip igennem landet og mindre byer, er det rart at have kontanter parat.

Du kan bestille dollars i din egen bank inden afrejse. I mange Danske Bank automater er det muligt at hæve dollars. Ellers kan du, mod et større gebyr, hæve i en automat, når du er fremme i USA.

Skal man give drikkepenge i USA?

USA har kultur og kutyme for drikkepenge (“tips”), og den er faktisk kun blevet større med årene. Nu om dage er det almindeligt at give 20% i drikkepenge på restauranter og i barer.

Selv i kæder som Starbucks spørger medarbejderne nu om drikkepenge. Det er ret dårlig skik ifølge de fleste, men alligevel giver de fleste drikkepenge.

I sidste ende er det op til dig selv, om du vil give drikkepenge i USA eller ej, men værd opmærksom på at det nemt kan komme sure miner og dårlig service, hvis du undlader drikkepenge eller giver “for lidt” (fx 5%). USA er meget anderledes end Danmark på det punkt.

Hvilken årstid er bedst at besøge USA?

USA er en oplagt rejsedestination hele året rundt.

Hvis du ønsker varmt vejr, så er sommeren selvfølgelig den bedste årstid, men nogle steder er det varmt stort set hele året rundt – fx i Arizona, ved Golfkysten og i Florida.

Jul er også meget hyggeligt, især i New York, New England-staterne og i Midtvesten.

Men USA kan besøges hele året rundt og er ikke et sæsonbetonet rejsemål som flere europæiske nationer er.

Er det dyrt at rejse til USA?

Ja, desværre er det ret dyrt. Flybilletterne står ofte til rimelige priser, men USA’s primære destinationer er alle dyre at opholde sig i. Både når det gælder overnatning, mad, drikke, oplevelser, osv.

Dollaren har klaret sig godt over det seneste årti, særligt siden coronakrisen, og derfor er det proportionelt dyrere for europæere at rejse til USA, end det var i de tidlige 00’ere.

Hvilke områder af USA er usikre?

Storbyer som Detroit, Chicago, New Orleans, Memphis og St. Louis er statistisk meget farlige. De er blandt verdens farligste byer med hensyn til kriminalitetsindeks.

De er dog også alle kulturbyer med spændende attraktioner. Generelt er vores anbefaling, at du GRUNDIGT undersøger de områder, du overnatter og bevæger dig rundt i. Vi har artikler oppe om USA’s mest populære byer, som kan hjælpe dig med at finde frem til de sikreste områder.

Selv de farligste byer har sikre områder, og de sikreste byer har som regel også farlige områder. Det handler mest om forberedelse og om ikke at opsøge problemerne. Offentlig transport bør generelt undgås, især busser. Nogle togstrækninger og metroer er OK.

Det er heldigvis sjældent, at danske turister får problemer med kriminalitet eller uventet sygdom i USA. Hvis du er nervøs, så bare hold dig til de sikre steder, rejs med andre du kender, og tegn eventuel ekstra forsikring inden afrejse.