Barcelona er et yndet rejsemål for mange turister, og hvis du planlægger en storbyferie i Spanien, så bør du bestemt have Barcelona i tankerne. Barcelona ligger i den Spanske region Katalonien og er landets næststørste by, som kun er overgået af hovedstaden Madrid.
Byen kan byde på oplevelser for enhver smag, hvad enten du vil shoppe og nyde kulinariske eventyr på La Rambla eller se på byens arkitektur og mange museer. Hvis du trænger til en mere jordnær oplevelse, så kan et besøg på FC Barcelonas stadion, Camp Nou anbefales. På stadion kan du betræde de samme gange som Lionel Messi, Antoine Griezmann, Luis Suárez og alle de andre store fodboldspillere. Læs med og bliv inspireret til et besøg i den smukke spanske storby.
Indhold i artiklen
La Rambla – Barcelonas svar på Strøget
La Rambla, eller Ramblaen som den kaldes på dansk, er en lang gågade, som vel nærmest kan sammenlignes med Strøget i København. Gågaden er ca. 1200 meter lang, og den må betragtes som en af de største turistmagneter i Barcelona. La Rambla ligger nærmest midt i Barcelonas centrum, og hovedstrøget og sidegaderne er spækket med alt fra souvenirbutikker og caféer til mere eksklusive mærkevarebutikker.
LÆS DESUDEN: Hvor skal man bo i Barcelona?
Når du bliver træt af at shoppe, kan du nyde de mange gadekunstnere, musikanter, sælgere og andet godtfolk, der prøver at tjene til dagen og vejen. Du kan eventuelt prøve at gå ned ad de mange mindre sidegader, hvor man kan finde de små og lidt usædvanlige butikker og restauranter.
Antoni Gaudí og den ufærdige kirke La Sagrada Familia
La Sagrada Familia er af mange kaldt for arkitekten Antoni Gaudi’s mesterværk og er kendt som Barcelonas ufærdige kirke. Byggeriet af kirken startede tilbage i 1882, men da den oprindelige arkitekt Francisco de Paula del Villar y Lozano ikke kunne enes med folkene der finansierede kirken, tog Antoni Gaudi over i 1883. Gaudi arbejdede på kirken i mere end 40 år, indtil han på tragisk vis blev kørt ned af en sporvogn og slået ihjel i 1926. Forskellige omstændigheder, bl.a. den Spanske borgerkrig i tiden 1936 – 1939, gjorde at byggeriet blev forsinket og aldrig færdiggjort. Noget tyder dog på, at kirken vil stå færdig i 2026, udtaler den nuværende arkitekt Jordi Faulí i Oller.
Oplev atmosfæren i et ægte kasino
I Barcelona er der adskillige kasinoer, hvor du kan opleve den specielle og intense stemning, og alle de klassiske spil ved de grønne borde. Du får muligheden for at føle dig som en rigtig James Bond ved de forskellige borde, og hvis du skulle være i Barcelona i slutningen af august 2019, har du en mulighed for at følge med i European Poker Tour EPT, som afholdes på det fashionable Casino Barcelona. I dette store live event, hvor flere danskere tidligere har gjort det rigtigt godt, kan du følge de bedste pokerspillere i verden. Casino Barcelona byder på flere andre former for underholdning. Blandt andet har Kasinoet en ganske fin restaurant og en cocktail bar samt forskellige former for underholdning som musik, dans og comedy.
FC Barcelona og Camp Nou
Man kan næsten ikke tage til Barcelona uden at besøge det ikoniske station og hjemmebanen for FC Barcelona – Camp Nou. Selvom man ikke er den største fodboldfan, er en rundvisning på stadion en kæmpe oplevelse, og hvis muligheden byder sig, kan man selvfølgelig købe billet til en af FC Barcelonas hjemmekampe. Stadionet har plads til 100.000 tilskuere, men stadion er ofte fyldt, så hvis du vil sikre dig en billet, skal du være tidligt ude. Camp Nou bliver også brugt til at afholde store koncerter og bl.a. Michael Jackson, U2, Pink Floyd og Bruce Springsteen har givet koncerter her.
Picasso museet – Værker af den spanske mester
Den spanske kunstner Pablo Picasso der regnes for at være en af det forrige århundredes største kunstnere – og bestemt også en af de mest produktive – har fået sit eget museum i Barcelona. Museu Picasso åbnede i 1963, og her kan du se mere end 4200 af kunstnerens værker. Pablo Picasso er mest kendt for at være kunstmaler og for at have grundlagt den stilperiode, som vi kalder for Kubisme. Picasso havde dog mange andre kvaliteter og evner, som han flittigt brugte som billedhugger, keramiker, skulptør og grafiker. Museet er kæmpestort, og hvis du skal nå at se det, så skal du afsætte god tid.
God tur til Barcelona
Det var et lille udpluk af de mange ting, du kan opleve i Barcelona, men hvis du kun har nogle få dage i byen, så er disse steder et besøg værd.