Billige rejsemål i Europa – 7 gode muligheder

Budapest, Ungarn

Europa er generelt et dyrt sted at opholde sig – især Vesteuropa. Danmark er allerede blandt de dyreste lande, så ofte finder vi danskere per automatik billigere priser, når vi rejser til udlandet. Men derfor kan det stadig være dyrt at holde ferie.

Mange leder efter billige rejsemål, som stadig er rigtigt interessante, og her får du overblikket over de bedste af slagsen i Europa.

For at definere “billig” har vi stillet følgende krav:

  • At man kan bo på 3-stjernet hotel for under 100 euro / 750 kroner pr. nat
  • At man kan rejse dertil fra Danmark for under 3.000 kroner med fly, bus eller tog
  • Spise på en ok restaurant for under 20 euro / 15o kroner pr. person
  • Prisindeks mindst 25% under København og Aarhus

Grundet kravene vil de fleste destinationer være i Østeuropa, men vi har også fundet et par vesteuropæiske rejsemål som er relativt prisvenlige.

Budapest

Ungarn har en relativt dårlig økonomi i forhold til mange af de andre europæiske lande, også flere af de central/østeuropæiske nabolande.

Dog er hovedstaden Budapest populær, især fra omkring maj til september. Men man kan næsten altid finde fair priser hos hoteller og ferielejligheder, hvis man søger efter de bedste muligheder. Samtidig er der billige flyforbindelser til Budapest fra både København og Billund.

Vi har et par guides oppe omkring Budapest, blandt andet omkring seværdigheder og overnatning.

Det bør nævnes, at Budapest er den klart dyreste by i Ungarn, og at landet har andre gode rejsemål at byde på, som er endnu mere prisvenlige. Balatonsøen er oplagt i sommermånederne, og ellers er der Pecs, Debrecen og Szeged.

Gdansk

Gdańsk er en favorit herfra, især fordi byen er tæt på Danmark. Samtidig er den rigtig rig på historie og kultur. Der er fremragende museer, som fortæller byens historie, der jo er nogenlunde delt mellem tyskerne og polakkerne.

Det er et billigt rejsemål, både i og uden for sæsonen. Især Airbnbs er billige, men det er også muligt at finde hotel til acceptabel pris. At spise ude koster heller ikke det store, dog er maden heller ikke noget super særligt.

Gdańsk er billigere end de større polske byer, Warszawa og Krakow, men vi foretrækker den på flere punkter. Udover priserne er der også adgang til strand i sommermånederne, og kulturattraktionerne er ret undervurderede.

Tjek vores guide til overnatning i Gdansk her!

Valencia

Valencia nævnes ofte som en lidt mindre og lidt billigere version af Barcelona, men med endnu bedre vejr og færre turister. Så det lyder jo meget godt, og det er det faktisk også.

Den ikoniske middelhavsby var i stor vækst gennem de tidlige 00’ere, men det er faldet lidt fra hinanden. I Spanien er især Madrid blevet dyr at besøge, mens Valencia stadig er forholdsvis prisvenlig.

Hotellerne stiger i pris om sommeren, men gennemsnitligt på tværs af året lever byen op til vores priskrav som nævnt i indledningen. Maden er billig – der er gode restauranter med store portioner, og Valencia er netop kendt for sin paella.

Det er også en by, der kombinerer det gamle med det moderne. Lige fra byens domkirke og silkemarked, til området der kaldes “Byen for kunst og videnskab” som byder på planetarium, oceanografisk akvarium, og meget mere.

Vi har dækket Valencia i form af en generel guide, anbefaling af områder og seværdigheder.

Porto

Porto er en super smuk by i det nordlige Portugal som er ikonisk i form af arkitekturen, dekorationerne (azulejos) og ikke mindst Douro-floden, der løber igennem byen. Og så er den jo kendt for portvin og francesinha, en rigtig livsnyderby.

Men: Portugal har den ringeste økonomi i Vesteuropa, og mange af de offentlige investeringer ender i Lissabon. Så selvom Porto er en velfungerende og kulturrig by, er den stadig ganske billig. Ikke så billig som den var for 15-20 år siden, men stadig med væsentligt lavere priser end vi er vant til i Danmark. Og med en oplevelse udover det sædvanlige.

Blandt de vigtigste attraktioner er Luis I-broen, Clérigos-tårnet og Dragão-fodboldstadionet. Nattelivet er centreret omkring gaderne Galeria de Paris (barer) og Cândido dos Reis (natklubber). Den bedste nærliggende strand er i Matosinhos som kan nås med metroen. Porto har et rigtig fin offentlig transport.

Udgift til overnatning vil fylde mest, da mad, transport og seværdigheder generelt er billige i Porto. For endnu billigere, men også lidt mindre destinationer, kan du rejse til enten Braga, Coimbra eller Aveiro, der alle ligger i nærheden.

Beograd

Serbien er ikke med i EU, og man kan argumentere for, at det har holdt deres økonomi en smule tilbage.

Priserne i landet, og især i Beograd, er dog steget over de seneste år. Alligevel er det billigt i forhold til Danmark og vesteuropæiske destinationer.

Hoteller kan være relativt dyre i Beograd, men restauranter og barer er til gengæld billige – og med rigtig god kvalitet, må vi indrømme. Beograd er generelt også en skøn by at besøge. Folk er venlige, men meget direkte. Der er flot arkitektur i centrum, dejlige parker og pladser, samt majestætiske ortodokse kirker og et museum dedikeret til Nikola Tesla.

Du kan flyve dertil med Wizz Air, eller med et større flyselskab som dog typisk kræver en mellemlanding et andet sted i Europa. Den serbiske hovedstad kan også inkluderes som et led på en længere rejse rundt i Østeuropa, fx med bus eller tog.

Konklusion: Beograd er billig, men ikke super billig. Til gengæld en rigtig fed by, hvor man nemt kan tilbringe en uges tid. Her er vores guide til byen.

Vilnius

Litauen er et forholdsvis billigt land. Man kan overnatte hos 4-stjernede hoteller til omkring 500 kroner pr. nat, spise ude for omkring 100 kroner pr. person, og så er der ganske udmærkede transportmuligheder, hvor en hurtig Uber-tur koster cirka 50 kroner, mens der går tog fra Vilnius og Kaunas til landets andre dele.

Vilnius er en ret dejlig by med fin arkitektur, sjove butikker, en lidt anderledes kulturoplevelse, og et udmærket natteliv, især hvis du er mere til barer end natklubber.

Ryanair flyver til Vilnius – og desuden til nærliggende Kaunas. Fra Kaunas Lufthavn kan du tage en billig bus ind til Vilnius og vice versa. Desuden er der billige busforbindelser til Riga, hvis du ønsker en længere baltisk rejse.

Vi har guides til både Vilnius og Kaunas!

Malta (uden for sæsonen)

Lad os begynde med at sige, at Malta kan være dyr at besøge om sommeren. Sagen er dog en helt anden, når vi er uden for sæsonen. Rejser du i for eksempel november eller marts, er selv de 5-stjernede resorts forholdsvis billige at overnatte hos.

At spise ude kan indimellem være lidt dyrt i Malta, men dog ikke på nordeuropæisk prisniveau, og det er bestemt muligt at finde god mad til retfærdige – om end ikke helt lave – priser. Derfor lever Malta op til vores krav om, at destinationen skal være på den billige side.

Selvom Malta er en ret lille ø, er der flere områder, som hver er kendt for noget unikt. St. Julians er perfekt for de unge, som gerne vil feste lidt. Valletta er perfekt for kultur elskere. Sliema ligger omtrent midt imellem og egner sig til de fleste typer rejsende.

De allerbedste priser uden for sæsonen finder du dog på de mere afsides dele af Malta, hvor mange resorter står delvist tomme. For eksempel længere mod nord ved St. Paul’s Bay eller på den mindre ø, Gozo.

Hvis du er i tvivl om hvor du skal overnatte, så læs vores guide om hvor skal man bo på Malta.

Flere billige destinationer

Udover ovenstående muligheder, som alle er forholdsvis store byer der tiltrækker mindst en million besøgende om året, har du selvfølgelig endnu flere muligheder, hvis du virkelig leder efter dem.

Generelt er mindre byer og landdestinationer væsentligt billigere end hovedstader og kendte destinationer. Hvis du vil opdage noget lidt mere unikt, og samtidig betale mindre for det, så overvej nogle af de mindre byer.

Eksempler kan være den strandskønne Huelva-provins i Spanien, mindre besøgte italienske kystbyer ud til Adriaterhavet, afbudsrejser til det græske øhav, eller enhver destination i Østeuropa under 500.000 indbyggere.

Nogle lande halter efter med økonomien, men har stadig rigtigt skønne naturforhold og god mad. Bosnien, Albanien og Bulgarien falder inden for kategorien, men de er efterhånden også begyndt at få mere opmærksomhed blandt rejsende, så lad os se hvor længe festen varer.

Byer som ikke længere er billige

For 10-25 år siden var priserne langt mere rimelige i Europa, og det var sådan set en gylden rejsetid. Dengang var der mange flere billige destinationer, som for eksempel inkluderede Berlin, Prag, Madrid, Lyon og flere andre kendte byer, som desværre ikke længere er så prisvenlige at besøge.

De byer ville dengang have levet op til kravene stillet i begyndelsen af denne artikel, men det er ikke længere tilfældet i dag, medmindre du finder virkelig gode hoteltilbud og restauranter uden for centrum.

Den gode nyhed er, at der er alternativer, og at flere spændende byer stadig har fair priser. Blandt disse er for eksempel Budapest, Porto og Valencia, samt de øvrige destinationer der blev nævnt højere oppe.

Skriv en kommentar