Ferieøen Mallorca er altid et hit blandt danske rejsende. Øen kan besøges hele året rundt, så uanset om du ønsker en varm middelhavssommer eller bare lidt lunere vintervejr, så er en rejse til Mallorca oplagt.
Faktisk er det en forholdsvis stor ø, hvor der er forskellige byer og flere gode strande. Dermed er der masser af muligheder. Men det betyder også, at du skal vælge din destination på Mallorca med omhu – uanset om du selv planlægger turen eller om du køber en pakkerejse.
I denne artikel vil vi svare på det ret så relevante spørgsmål, som mange læsere har stillet: Hvor skal man bo på Mallorca?
Det gør vi ved at beskrive øens bedste destinationer og anbefale et lækkert hotel i hver af dem! Du vil både finde beskrivelser af større byer samt populære resorter langs kysten.
Indhold i artiklen
Palma
Palma er hovedbyen på Mallorca og byens størrelse forbløffer de fleste. Der bor over 400.000 indbyggere hvilket faktisk gør det til en af Spaniens største byer. Palma har et rigt kulturliv med mange museer, flot arkitektur, et godt natteliv og mange aktiviteter året rundt. Der er også en god infrastruktur, da byen har en metro/letbane.
De fleste kommer forbi Palma på deres tur til Mallorca, da lufthavnen ligger lige i nærheden. Nogle vælger at blive i byen, mens andre omgående tager videre til stranden. Selvom storbyen Palma ligger ude ved kysten på den vestlige side af øen, skal du lidt udenfor, før du finder de bedste strande. Til gengæld er der masser af kulturelle attraktioner i Palma.
De bedste ting at se i byen er La Seu domkirken, Plaça d’Espanya (den centrale plads), Banys Àrabs (arabiske bade), Museu de Mallorca, Palace de l’Almudaina, og hele det gamle bycentrum. Palma blev grundlagt i år 124 f.Kr. så der er rigtig meget historie i den gamle bydel. Nogle dele af bybilledet kan minde lidt om Firenze i Italien. Langs kysten kan Palma minde lidt om Valletta i Malta.
Hvem bør overnatte i Palma?
Palma er for dig, der ønsker en kulturel tur til Mallorca. Dig der gerne vil være i byen og kigge på seværdigheder, gå på shopping, og eventuelt også gå i byen om aftenen. At overnatte i Palma udelukker ikke dagsture til andre dele af Mallorca, hvor du kan gå på stranden og nyde de naturlige omgivelser.
Hvad er det bedste hotel i Palma?
Hotel Almudaina ligger midt i det historiske centrum og er derfor ideelt til dig der vil opleve byen. Der er rummelige værelser, en god morgenbuffet og tagterrasse med en eminent udsigt over byen og havet. Book her!
Magaluf / Palma Nova
Magaluf er Mallorcas største og mest populære resort. Det har vokset sig sammen med Palma Nova til et stort turistområde. Magaluf og Palma Nova ligger nogle kilometer vest for byen Palma, men ud til samme bugt.
Det er primært et sted for unge mennesker, og Magaluf er både kendt på godt og på ondt: Det er først og fremmest et flot område med masser af underholdning, men der er også et vildt natteliv med masser af festligheder hele sommeren igennem. Derfor egner Magaluf sig rigtigt godt til nogle rejsende, og lidt mindre til andre.
Der er dog ingen tvivl om, at man kan have det rigtigt sjovt i Magaluf. Der er lækre sandstrande, en herlig promenade, masser af restauranter, barer og natklubber med live shows, samt forlystelsesparker i nærheden og generelt fornuftige priser. Ydermere er der mange hoteller i Magaluf hvilket gør det nemt at finde overnatning i området.
Hvem bør overnatte i Magaluf?
Voksne og særligt unge voksne (20-35) som gerne vil til Mallorca for at fyre den af. Magaluf og Palma Nova har et vanvittigt natteliv samt mange gode underholdningsmuligheder i dagtimerne. Familier og ældre bør nok ikke overnatte der, om end der kan være interessante attraktioner som er værd at komme forbi og besøge om dagen. Men Magaluf er helt klart for de festglade. Nattelivet er måske det bedste i hele Spanien.
Hvad er det bedste hotel i Magaluf?
Hotel Florida Magaluf er et fremragende hotel med god beliggenhed, en festlig stemning, samt store værelser med balkon og badekar. Et godt valg for alle som tager til Magaluf for at have det sjovt. Du kan lave en almindelig reservation, eller du kan tilkøbe deres all-inclusive hvor du får 3 måltider om dagen, plus snacks og masser af drikkevarer. Book her!
Playa de Palma
Playa de Palma er det lange strandområde, som ligger direkte øst for storbyen Palma og direkte syd for lufthavnen. Det er et populært område at overnatte, da du både er tæt på stranden og på byen. Samtidig er der meget kort transfertid fra lufthavnen.
Ved denne lange kyststrækning er der flere resorter som nærmest er blevet samlet i et. For eksempel finder vi Ca’n Pastilla og S’Arenal der begge er forbundet via denne strækning.
Der er både fordele og ulemper ved at bo ved Playa de Palma: Du får adgang til en lang strand, der er en flot promenade i retning af byen Palma, der er generelt fine priser, samt nogle spændende attraktioner som Palma Aquarium og et shoppingcenter. Dog kan det blæse mere end ved andre strande på Mallorca, der er fly der flyver over stranden hele dagen, og i den sydlige del af Playa de Palma (ved S’Arenal) kan det være lidt larmende, da mange unge mennesker fester i området – særligt singler fra Tyskland og Sverige.
Hvem bør overnatte ved Playa de Palma?
Ved de nordlige og centrale dele af Playa de Palma kan alle rejsende overnatte. Der er gode priser, og du vil have hurtig adgang til både by og strand på samme tid.
Unge mennesker som gerne vil feste billigt og socialisere med andre kan overveje at bo i den sydlige del af området, altså ved S’Arenal.
Hvis du ønsker at fordybe dig i naturen på Mallorca er der dog bedre steder at bo.
Hvad er det bedste hotel ved Playa de Palma?
Helios Mallorca er et populært overnatningssted som både har hotelværelser og lejligheder. Det ligger i Ca’n Pastilla, som er helt centralt på Playa de Palma. Fine værelser, hurtig adgang til stranden, desuden stor swimmingpool og cykeludlejning. Der er restaurant på stedet og busser ind til Palma by. Priserne starter ved bare 400 kroner. Book her!
Alcúdia
På nordøstsiden af Mallorca finder vi den herlige by Alcúdia som er cirka lige så gammel som Palma. Byen Alcúdia er meget populær blandt danske rejsende og tilbydes ofte som hoveddestination på de charterrejser som selskaberne arrangerer.
Alcúdia er populær blandt familier og par. Det er et trygt sted, hvor der stadig er mange underholdningsmuligheder. Nogle vælger at bo inde i Alcúdias gamle bymidte, men langt de fleste vælger kystområdet Port d’Alcudia, hvor også de fleste store hoteller ligger.
Inde i bymidten er der kultur og historie. Langs kysten er der masser af strand med hvidt sand og behageligt vand. Strandene er børnevenlige, og der er desuden mange sportsfaciliteter i nærheden af Alcúdia. Selvom det ikke er det primære område for at gå i byen, er der stadig nogle barer og klubber i Alcúdia. Derfor kan man også godt more sig om natten, det sker dog generelt på en mere fornuftig måde end i Magaluf, og nattelivet er mere civiliseret her.
Transportmæssigt kan det også give mening at overnatte i Alcúdia: Der går busser videre til alle de andre gode steder på Mallorca, billeje er en mulighed, og der går desuden færger til øen Menorca som ligger østpå.
Hvem bør overnatte i Alcúdia?
Alle kan overnatte i Alcúdia og nyde turen, men området er især populært blandt familier med børn, samt kærestepar og ægtepar der rejser sammen. Området er børnevenligt, og derfor er der altid mange danske familier der vælger Alcúdia.
Solorejsende og grupper som vil gå på oplevelse og se naturen på nord- og østsiden af Mallorca kan også fint overnatte i Alcúdia.
Hvis du er mest til kultur og historie, kan du bo inde i bymidten, og hvis du er mest til strand og hygge kan du bo ved kystområdet Port d’Alcudia. Der er gode hotelmuligheder i begge disse dele af byen. Og igen, det er nemt at finde transport videre til andre dele af øen.
Hvad er det bedste hotel i Alcúdia?
Der er mange muligheder, men det bedste hotel i byen er Caprice Alcudia Port som ligger ved den nordlige del af stranden og som derfor også er meget tæt på både bycentrum og havnen. Hotellet har en virkelig flot stil, faktisk inspireret af nordisk design. Dog med klassiske mallorcanske faciliteter som en stor udendørs pool og venlig service. Det er et lidt dyrt hotel i forhold til konkurrenterne, men kvaliteten er så også formidabel. Tag et kig på hotellet her!
Illetas
Illetas er en af de mest populære destinationer ved Palmabugten og ligger kun en 20 minutters tid væk fra Palma. Det er en af de roligste resortbyer i området og har ry som et område for overklassen, da der ligger flere luksushoteller i Illetas.
Strandene ved Illetas er meget flotte – der er desuden skov og bakker i nærheden. I mange år var Illetas udelukkende et eksklusivt beboelsesområde for de lokale, men turismen er nu kommet dertil, dog i en fornem stil. Der er luksushoteller, lækre restauranter og fine barer. Dog ikke så mange underholdningsmuligheder som andre steder på Mallorca, men turen ind til Palma er kort.
De to primære strande ved Illetas ligger i læ, så der er begrænset med vind. Derfor er det et rigtigt godt sted at være om foråret og efteråret, hvor det lige er varmt nok til at tage på stranden, så længe der ikke er vind – og det er netop tilfældet her.
Hvem bør overnatte i Illetas?
Voksne som ønsker en rolig og luksuriøs tur til Mallorca i flotte omgivelser – og med nem adgang videre til andre destinationer på øen.
Familier kan også fint overnatte i Illetas, men vær opmærksom på at nogle af luksushotellerne har aldersgrænser og dermed ikke er mulige at bo hos hvis du rejser med børn og teenagere. Derfor skal hotel udvælges nøje på forhånd.
Hvad er det bedste hotel i Illetas?
Hvis du vælger at bo i Illetas, så skal du også have en femstjernet oplevelse. De får du hos Gran Meliá de Mar som er et stort, moderne hotel udelukkende for voksne. Der er 3 swimmingpools, en have og en privat strand på hotellets grund, så du behøver aldrig at bekymre dig om menneskemængder! Værelserne er luksuriøse og fællesområderne byder på alle tænkelige faciliteter – inkl. bar og hele 4 restauranter. Book her!
Cala d’Or
På den dramatiske og mere tyndt befolkede sydøstkyst finder vi Cala d’Or. Hvis du spørger en naturelsker hvor man skal bo på Mallorca, så vil denne by nok være den bedste mulighed.
Cala d’Or er en smuk by ved vandet som i øvrigt ligger omringet af grønne, frodige omgivelser. Der er nogle store, rå klipper langs kysten, men mellem flere af disse klipper er der små hyggelige badebugter og strande. Mange turister vælger at gå på vandreture i nærområdet – det kan også betale sig at leje cykel.
Inde i midten af byen er der gågader, butikker, restauranter og flot arkitektur. De fleste huse er hvide, og det giver Cala d’Or et ikonisk udseende. Der er nogle traditionelle seværdigheder. Om sommeren er der lokale festivaler.
Tidligere var Cala d’Or anset som en hemmelighed på Mallorca, men nu har byen efterhånden udviklet sig til et ret populært turist resort. Det har bragt priserne op. Samtidig kan man fornemme udviklingen i byen og at der hele tiden sker noget nyt, fx i form af nye butikker og restauranter, samt bedre infrastruktur. Det ville ikke komme bag på os, hvis Cala d’Or bliver et af de allermest populære steder på Mallorca i fremtiden.
Hvem bør overnatte i Cala d’Or?
Naturelskere, traditionelle livsnydere, samt alle som gerne vil ud at boltre sig i flotte omgivelser. Cala d’Or er generelt en populær by blandt danske rejsende.
Hvad er det bedste hotel i Cala d’Or?
Vi vil anbefale lejlighedshotellet Inturotel Sa Marina som har en rigtig god beliggenhed og hvor du får en hel lejlighed til rådighed. Nogle af møblerne kan være lidt gamle/traditionelle, men det er komfortabelt alligevel. Alle lejligheder har enten balkon eller terrasse. Hele komplekset byder på fællesområder med både indendørs og udendørs pool, legeplads, fitness og spa. Familier er velkomne, og der er lejligheder i forskellige prisklasser. Reserver lige her!
Sóller
Sóller er en by på nordsiden af Mallorca og som faktisk ligger direkte mod nord, hvis du kører fra Palma. Selve byen ligger et par kilometer inde i landet og har ekstrem flot arkitektur – særligt den gotiske kirke med de hyggelige restauranter omkring. Dog vælger de fleste turister at bo ude ved kysten i det område, der hedder Puerto de Sóller. Der er omkring 5 kilometer mellem midtbyen og resortet ved kysten.
Det er et af de mest fredelige områder på Mallorca og Puerto de Sóller var traditionelt en fiskerby. Der er bjerge og andre småbyer i nærheden som også er utroligt smukke. Strandene ved Puerto de Sóller er glimrende, både hvis du skal bade, men også hvis du bare vil slappe af. Solnedgangen er rigtig flot ved Sóller.
Vi vil anbefale de fleste at bo ude ved kysten (altså Puerto) da der er flest overnatningsmuligheder her, og da du nemt kan tage på stranden. Via sporvogn kan du komme fra kystområdet ind til centrum af byen Sóller – det tager cirka 15 minutter. Fra byen Sóller er der også både tog og bus til Palma. Derfor er det relativt nemt at komme til og fra Sóller når du skal til lufthavnen.
Hvem bør overnatte i Sóller?
Byen og nærområdet er for alle, men de fleste hoteller egner sig bedst til voksne der rejser uden børn. Målgruppen er de rejsende, der ønsker en rolig tur til Mallorca, men som potentielt også vil ud at opleve naturen. Mange par (lige fra par i 20’erne til pensionister) vælger at overnatte i Sóller. Det er også en fin by for solorejsende, som bare gerne vil ud at opleve nordkysten på egen hånd.
Hvad er det bedste hotel i Puerto de Sóller?
Når det kommer til beliggenhed, finder du ikke et bedre sted end Hotel Esplendido som ligger ud til kysten med udsigt over begge sider af bugten. Der er masser af plads, og sporvognen ruller forbi lige udenfor. Restauranten serverer typiske middelhavsretter. Glimrende service og flere forskellige værelsestyper. Book her!
Bør man købe en pakkerejse eller planlægge selv?
Der er umiddelbart tre muligheder, hvis du gerne vil rejse til Mallorca:
- Køb en pakkerejse igennem et rejseselskab
- Køb en afbudsrejse igennem et rejseselskab
- Planlæg det hele selv
Fordelen ved at købe en pakkerejse er, at der er styr på det hele, og at du ikke skal bruge for meget tid på planlægningen. Du går simpelthen bare ind på Spies eller TUI og bestiller en rejse til Mallorca – her er både fly, hotel og ofte også måltider inkluderet i en samlet pris. Det er nemt og rart, men ulempen er at du er begrænset til de destinationer som rejseselskabet tilbyder.
Afbudsrejser er populære, da de er meget billige. Til gengæld skal du også have is i maven og være fleksibel. Hvis du vil rejse til Mallorca for halv pris er det fx muligt via en afbudsrejse. Det er altså den perfekte mulighed til dig, som ønsker en billig ferie på Mallorca. Du skal dog være klar til at rejse med få dages varsel, og du har ikke nær så meget indflydelse over, hvilke destinationer der er ledige i sidste øjeblik.
At planlægge rejsen selv er den tredje mulighed og det er faktisk meget nemt. Fordelen er at du får en rejse der er mere tilpasset til dine individuelle behov, og at du ikke er bundet til en rejsepakke – det betyder blandt andet, at du har mange flere hoteller og byer at vælge imellem. Det betyder også, at du kan tilbringe tid i forskellige destinationer i løbet af ferien. Eksempelvis er der nogle, som gerne vil bo et par dage inde i storbyen Palma, og senere et par dage helt ude ved stranden, måske på den anden side af øen.
Det er langt mere fleksibelt at planlægge rejsen selv. Hvis du har noget helt særligt i tankerne, og hvis du gerne vil have en mere unik tur til Mallorca som er anderledes end den oplevelse alle charter-turisterne får, så vil vi klart anbefale, at du planlægger hele rejsen selv. Det kræver bare, at du selv booker fly og hotel, og at du vælger at være mere på egen hånd efter ankomst (frem for at blive opvartet af et selskab).
Faktisk er det overraskende billigt at planlægge rejsen selv, da du ofte kan købe meget billige flybilletter til Mallorca og derefter vælge dit foretrukne hotel.
Sådan kommer du rundt på Mallorca
Når du har valgt, hvor du skal bo på Mallorca, er det selvfølgelig tid til at vælge hvad du egentlig vil lave på turen. Nogle vælger at blive i samme by / resort hele turen igennem. Men mange vælger også at rejse lidt rundt på øen og udforske forskellige steder – det er helt klart noget, vi også vil anbefale at gøre!
Der går busser rundt mellem de primære destinationer på Mallorca. Således kan du altså komme billigt rundt. Der er også taxier, og dem vælger mange turister at benytte.
Det allerbedste er dog at leje en bil. Mallorca har nogle virkelig flotte veje og omgivelser. Hvis du har adgang til en bil, kan du også komme rundt til de mere ukendte destinationer. Billeje koster generelt ikke meget, men det kan dog være et problem for dem under 25, da der ofte er ekstra gebyrer for unge mennesker. Men det er stadig det værd. Nogle steder på Mallorca kan vejene være smalle, og nogle steder kører du i en god højde. Så vær opmærksom bag rattet og planlæg gerne ruterne på forhånd!
En sidste mulighed er at leje en cykel eller en scooter, hvilket giver rigtig god mening hvis du bare vil udforske lokalområdet i nærheden af dit overnatningssted. Det er der rigtigt mange danskere der gør, når de kommer til Mallorca.
Bedste tidspunkt at rejse til Mallorca
Højsæsonen er fra april til oktober. Her er vejret rigtigt godt på Mallorca, stort set altid mellem 20 og 30 grader, hvilket jo er herligt. Midt på sommeren kan temperaturen dog godt komme højere op på visse dage, men vejret er generelt mere tempereret end fx på Costa del Sol hvor det ofte bliver for varmt.
Der er overkommelige priser hele året, men det er selvfølgelig dyrere i sæsonen end uden for sæsonen.
En rejse til Mallorca om vinteren eller i det sene efterår kan også fungere fint: Der er ikke varmt nok til at bade på stranden, men det er en klar forbedring over det danske vintervejr, og du vil kunne udskifte den store frakke med en let sweater hvis du tilbringer dele af vinteren på Mallorca.
Mallorca er altså en glimrende rejsedestination hele året rundt. Du bør egentlig bare rejse dertil, når du har mulighed for det og lyst til det!
Konklusion
Der er, som du kan se, rigtigt mange spændende steder på Mallorca. Øen er ideel for livsnydere, kulturnørder, festaber, romantikere, familier, og stort set alle andre typer af rejsende. Det handler blot om at finde det helt rette sted for dig.
Så hvor skal man bo på Mallorca? Det afhænger helt og holdent af, hvilken oplevelse du ønsker når du kommer til øen. Palma, Megaluf og Alcúdia er nok de mest populære steder at overnatte, men byer som Illetas, Sóller og Cala d’Or er nogle glimrende alternativer. Læs vores bybeskrivelser igen hvis du er i tvivl, og husk at du altid kan booke hos et af de anbefalede hoteller hvis du ønsker en kvalitetsoplevelse på Mallorca!