Lissabon er blevet en populær destination, og med god grund. Byen har meget at byde på, både centralt, men også lidt udenfor. Det er en af de ældste byer i Europa, så derfor kombineres klassisk kultur med moderne strømninger på ganske fornem vis.
Her får du lidt tips til oplevelser og aktiviteter i Lissabon. Print gerne artiklen ud, så du kan have den med dig på turen. Du er også velkommen til at dele den med dine venner/medrejsende på sociale medier.
Indhold i artiklen
Klassiske seværdigheder i Lissabon
Det er nemt at finde ting at lave i Lissabon. Mange starter typisk med at opleve de helt klassiske seværdigheder i byen, og det er en super god idé. Byen er kompakt nok til at du kan dække det meste på 2-3 dage, og derefter er der tid til alt det andet bagefter.
Seværdighederne i Lissabon er dog af så høj kvalitet, at de virkelig skal nydes. Det er en fascinerende by, og der er bare en kæmpe stemning af historie og kultur.
Centrale attraktioner
Inde i selve byen er der Castelo de São Jorge. Det er et slot, der ligger på byens højeste bakke. Derfra er der en fantastisk udsigt, som simpelthen bare skal nydes. Det er muligt at gå op på bakken, men for at komme helt ind til slottet er der en lille betaling. Castelo de São Jorge slottet har fungeret som forsvarssted for portugiserne i flere hundrede år. Det er et af Portugals nationalmonumenter.
Sporvogn nummer 28 er ligeledes historisk. Det koster kun en almindelig transportbillet at komme med. Sporvognen er et klassisk symbol på Lissabon, og den kører fortsat rundt i flere af byens mest interessante områder. Om dagen er den propfyldt og med lang kø, men hvis du rejser med sporvognen sent om aftenen, og udenfor turistsæsonen, så er det nemt at komme med. Jeg har sågar været med den en sen aften i februar, hvor jeg og min portugisiske ven var de eneste passagerer!
Den centrale Santa Justa elevator er også en rigtig god oplevelse i Lissabon. Det er en forholdsvis gammel elevator, som er designet i en virkelig unik, nygotisk stil. Tidligere blev den brugt som transportmiddel for at forbinde byens gader med hinanden, da der er store højdeforskelle. I dag er det dog primært en attraktion, og bestemt en af byens bedste.
Lissabon har også et par fine kirker, der fungerer som gode seværdigheder. Byens katedral er det bedste eksempel – den er ligeledes et portugisisk nationalmonument og har stået siden 1100-tallet.
Hvis du er til museer, så tag ind til Gulbekian-museet, der ligger lidt nord for det dybe centrum. Det er Portugals bedste museum med flere mindeværdige kunstværker. Ellers er Berardo-museet også ganske interessant at opleve.
Lidt udenfor Lissabon
Måske en smule overraskende, men byens bedste seværdigheder ligger faktisk lidt udenfor centrum. Du skal tage toget eller sporvognen til Belém, få kilometer vestpå for at opleve dem.
I Belém er der det kendte Jeronimos’ kloster, der er historisk og kæmpe stort. Bare det at se det udefra er en stor oplevelse, og her er det rart at tage billeder. Du kan dog også komme inden for at se det, hvilket er helt fantastisk. Det er et kloster uden lige, og arkitekturen er virkelig fangende. Klosteret er på UNESCO’s verdensarvliste – et godt tegn på kvaliteten af denne seværdighed.
Udover klosteret er der også det kendte Belém-tårn. Det er et af Portugals mest kendte vartegn, og det skal simpelthen også bare ses. På vej derhen går du i øvrigt forbi flere monumenter der forestiller Portugals opdagelsesrejsende. Der er flere tårne, du kan gå op i, for at få en god udsigt udover byen. Entré er som regel billigt. Især for børn, studerende og ældre, hvor der typisk er halv pris.
Der er flere gode restauranter i Belém. Især ud til havnen.
På gåturen på vej tilbage til togstationen i Belém, kan du smutte forbi bageriet Pasteis de Belém, hvor de har solgt de kendte portugisiske kager, Pastel de Nata, siden 1837. Du kan købe en enkelt, en pakke med 6, eller en pakke med 12. Jeg anbefaler at købe så mange som muligt – de smager virkelig godt, og kagerne er historiske i Portugal!
Forslag til aktiviteter i Lissabon
Tag en gåtur i det historiske centrum. Det er fantastisk nede omkring Praça de Comercio, den store plads i byens allersydligste del. Der er mange monumenter her, hvilket er interessant at se. En gåtur i det kunstneriske Chiado-kvarter, som ligger lige i nærheden, er også helt og holdent obligatorisk – det er en fantastisk oplevelse.
Nattelivet i Lissabon er særdeles aktivt i Chiado, og også i Baixa. Her er der masser af barer, og festerne ender ofte med at være helt ude på gaden.
Gå også op og ned langs Avenida da Liberdade. En historisk boulevard, smukt udsmykket med træer, og med dyre forretninger og restauranter langs siderne.
Hvis du vil shoppe, så tag den blå metrolinje til stationen Colégio Militar/Luz, og gå derefter ind i det kæmpestore Centro Colombo. Du kan også tage den røde metrolinje til Centro Comercial Vasco da Gama, hvor der også er gode shoppingmuligheder. Dette center ligger ved stationen Oriente.
Ved Oriente finder du også byens Oceanarium, der faktisk er et af verdens største af sin slags. Det er en god aktivitet, især hvis du rejser med børn og unge. Der er mere end 400 arter af fisk, så det er en kæmpe oplevelse at se. Der er også fine aktiviteter at lave inde i Oceanariummet.
Lissabons Zoo, som ligger ret centralt, lidt nordvest for det historiske centrum, er også et fantastisk valg. Dele af Lissabons Zoo er helt gratis at opleve, men for at komme ind at se det hele, skal du naturligvis betale. Det er bedst at gøre sidst på dagen, hvor menneskemængden ikke længere er så stor.
Alfama-kvarteret, hvor offentlig transport næsten er umuligt, bør også opleves. Gå rundt i bydelen og besøg nogle lokale caféer og restauranter. Her finder du helt unikke shops, samt musik på gaden. Husene og bygningerne har den typiske portugisiske stil, som man forestiller sig hjemmefra. Det er faktisk billigt at finde en ferielejlighed i Alfama, så overvej det.
Hvis du gerne vil billigt rundt i Lissabon med online transport – både inde i selve midtbyen, men også ud til seværdighederne lidt længere væk, så bør du købe et Lisboa Card. Det er et kort, der giver dig adgang til hele det offentlige transportsystem, samt rabatter på mange betalte seværdigheder. Bestil det på forhånd lige her!
Interessante nærliggende byer
Flere interessante byer ligger tæt på Lissabon, så en endagstur væk fra hovedstaden kan være oplagt.
Jeg tager selv en endagstur til en anden by hver eneste gang, jeg er i Lissabon. Det er altid sjovt at se noget lidt anderledes, så sæt gerne en dag til sode.
Sintra må være førsteprioriteten. Det er en historisk by med slotte og andre kulturelle seværdigheder, som ligger godt 25 kilometer væk fra Lissabon. Tager cirka 40 minutter at tage toget til Sintra fra den centrale Lissabon-station i Rossio. Der er utroligt meget at opleve i Sintra, og jeg anbefaler, at du booker en tour i en bil, når du kommer frem. På den måde kan du også komme frem til Cabo da Roca, som er Europas vestligste punkt.
Ellers er der Cascais, som også ligger lige i nærheden af Lissabon. Byen ligger i samme retning som Sintra, men du skal med et andet tog. Du kan tage det fra Cais do Sodré, der ligger ret centralt i Lissabon. Der er tog ofte kø ved billetautomaterne for at få billetter, men det er det hele værd, når først du kommer frem. Cascais er en strandby, og de fleste af indbyggerne er yderst velhavende. Det er et område med stil og klasse. Der optages ofte film og tv-serier i byen.
På vej til Cascais kan du også stå af i Estoril, hvor der også er fine underholdningsmuligheder som strand, casino, restauranter og mere.
Vil du i den anden retning, kan en tur til havnebyen Setúbal være interessant. Den er typisk portugisisk og ikke ret turistet. Du kan tage dertil med tog, hvilket tager omtrent en time, hvis jeg husker rigtigt. Setúbal er beskrevet af H.C. Andersen i hans rejsefortælling om Portugal fra 1866.
Endnu længere østpå – en 2 timers tur, så stadig kort nok til bare at tage af sted én dag – kan du drage mod Évora, som er en gammel romerby. Der er antik arkitektur og en helt unik stemning. Masser af historiske seværdigheder. Kan klart anbefales, hvis du ellers har tid til det på turen.
Har du spørgsmål til oplevelser i Lissabon?
Så skal du være velkommen til at stille dem herunder. Skriv også gerne hvis du har ekstra forslag, som andre læsere kan nyde godt af.
Ellers ønsker vi dig en god tur til Lissabon – nyd det, tag nogle billeder, og få en masse interessante ting at se!