Attraktioner i Flensborg – Hvad skal man se?

Flensborg seværdigheder

Flensborg var engang en dansk by. Da den samtidig ligger forholdsvis tæt på den danske grænse, er der rigeligt med anledning til at besøge byen – og det er der også mange danskere der gør. Her får du overblikket over de bedste attraktioner i Flensborg, så du ved, hvad du skal se og lave i byen.

Med godt 89.000 indbyggere er Flensborg en af de største byer i Slesvig-Holsten. I mange år var det en dansk by, men efter de slesvigske krige blev den overtaget af tyskerne. Dansk kultur og historie er dog stadig ret fremtrædende, så det er en utroligt interessant by at besøge. Samtidig ligger den lige ved grænsen – derfor er der mange, der besøger byen, når de rejser ud i Europa i bil, eller alternativt, når de skal ned at handle ved grænsen.

Vi anbefaler stærkt et besøg til byen, så lad os springe direkte videre til de bedste attraktioner og seværdigheder i Flensborg!

Flensborgs havn

Havnen betyder voldsomt meget for Flensborg. Byen har altid været kendt som en søfartsby, hvor det var nemt at handle, og hvor man nemt kunne sejle forbi. Havnen var især populær i 1700-tallet, da den havde sin storhedstid. Men den var kendt længe før, og også mellem det 14. og 17. århundrede var der meget aktivitet. Da Flensborg var en del af Danmark, var det et af de primære steder, hvor vi handlede med de tyske stater. Det omvendte har gjort sig gældende siden. Flensborgs havn har haft en fremtrædende rolle i forbindelse med Østersøhandlen gennem årene, og det gør den enormt interessant.

I dag er det selvfølgelig en af de vigtigste seværdigheder i Flensborg. Som kulturel turist er det absolut nødvendigt at komme forbi havnen, da den byder på rigtigt meget historie. Desuden er det en flot havn, hvor du kan se mange skibe, da den stadig er særdeles aktiv. Der ligger flere museer langs havnen, ligesom du også finder fine restauranter og caféer lige i nærheden.

Mariekirken

Mariekirken er blevet til lidt af et symbol på byen Flensborg. Derfor er det også en af de vigtigste seværdigheder. Kirken står ved Nørretorvet og blev opført helt tilbage i 1200-tallet, hvor den afløste en mindre trækirke fra romerne. Denne er dog mere majestætisk og da man i 1731 byggede tårnet, blev det for alvor et kendt sted.

Det er en af de vigtigste lutherske kirker i det nordlige Tyskland, og stilen er typisk nordisk med sit røde udseende. Blandt kirkerne i Frankfurt er det måske den, der har de flotteste indre udsmykninger. De har desuden et meget kendt kor under navnet Bach-Chor.

Den røde gade

Flensborgs røde gade er virkelig interessant at besøge. Og gaden ligger ganske centralt. Den var engang et centrum for romhuse, altså steder hvor der blev solgt rom i massevis. I dag er der stadig flere gode steder i gaden, som du kan besøge, når du ønsker en god drink. Derfor henvender den røde gade sig især til spiritusinteresserede, som gerne vil smage rom, whiskey, grappa og diverse vine.

Udover de mange gode muligheder for at smage drikkevarer, kan du også nyde gadens udseende, samt mange af de unikke bygninger, som den har at byde på. Der er desuden souvenirforretninger, samt flere steder med blomster og smukke udsmykninger. En gåtur igennem den røde gade kan klart anbefales.

Nørreport

Nørreport er et vigtigt monument i Flensborg. Der er kun to historiske porte i byen, som er blevet bevaret igennem årene, og dette er én af dem (Kompagniport er den anden). Nørreport er et stort gavlhus, hvor der i midten er en væsentlig åbning, så man kan gå igennem. Den blev opført i år 1595 og repræsenterer byens købsstadsprivilegier.

I flere omgange var myndighederne lige ved at overveje at fjerne porten, men det endte med, at den blev restaureret i stedet. Det skete lige inden 1. Verdenskrig, og under de to store krige var Nørreport altså heldig med ikke at blive ramt af bomber og skyts. Du bør absolut tage forbi Nørreport og se den – et vigtigt symbol på Flensborg. Desuden finder du en anden væsentlig seværdighed, nemlig Phäenomenta, lige i nærheden.

Phäenomenta

Et interessant eksperimentarium, der har åbent mellem 10 og 18 i hverdagene og 12 og 18 i weekenderne. Det handler om videnskab og teknik, så hvis du er interesseret i disse ting, vil du få en rigtig god oplevelse i Phäenomenta. Priserne for at komme ind varierer mellem 3 og 11 euro, alt efter alder.

Hvis I bliver i eksperimentariet længe, så er der også mulighed for at spise derinde. Super rart!

Museumsberg

Et af de største museer i hele Slesvig-Holsten. Museumsberg ligger i en kæmpe bygning i Flensborg og er en af de bedste ting at se i byen. Museumsberg fokuserer på kunst, og det har museet gjort lige siden åbningen i 1876.

Der er mange interessante udstillinger. De fleste af dem står der fast, mens der indimellem kommer særlige ting til i en kort periode. Kunstkollektionen består primært af værker fra middelalderen og op til 1800-tallet.

Søfartsmuseet

Mens Museumsberg fokuserer på kunst, er Søfartsmuseet naturligvis et sted, hvor der er fokus på skibe og havnelivet. Flensborg er trods alt en kendt havneby og har været det både under dansk og tysk styre. Museet ligger i det gamle danske toldpakhus, og faktisk har det et meget dansk udseende.

Museet tager udgangspunkt i Flensborgs egen historie som havneby, både med hensyn til handel og med skibsbyggeri. Du kan finde viden om masser af dansk kultur, da museet for eksempel viser udstillinger der relaterer sig til Grønland og Vestindien. Under selve Søfartsmuseet finder du et spændende rommuseum – Tysklands eneste museum, der er dedikeret til Rom. Derfor er Søfartsmuseet og tilhørende faciliteter bestemt en af de bedste ting at se i Flensborg!

Skt. Nikolai kirke

Skt. Nikolai kirke ligger ved Flensborgs Søndertorv, hvilket også er ganske centralt i byen. Det er byens tyske hovedkirke, og den er opkaldt efter Skt. Nikolaus. På dansk henviser vi dog til denne kirke som Skt. Nikolai-kirken.

Det er en gotisk hallekirke med et 90 meter højt spir. Det er altså en af de mest bemærkelsesværdige bygninger, og en af de bedste seværdigheder i Flensborg. Facaden til kirken har blandt andet en udsmykning med Christian 4.’s våbenskjold og med hensyn til arkitekturen er der både dansk og tysk indflydelse. Den danske indflydelse er selve kirken, mens den tyske indflydelse er tårnet.

Skt. Hans kirke

Skt. Hans kirke i Flensborg ligger i byens ældste del og blev opført i 1100-tallet. Det er en meget klassisk præget kirke, som er en af de tre vigtige i Flensborg. Kirken er indviet til Johannes Døberen og inde i kirken er der en træfigur af samme. Den har desuden en masse kalkmalerier, hvor et af dem viser Jesu stamtræ. Bestemt en kirke, der er værd at se, hvis du er interesseret i kultur og arkitektur.

Istedløven

Istedløven er en kendt skulptur i Flensborg. Det er en af de ting, som du helst skal se, når du besøger byen.

Den blev nemlig lavet af den danske billedhugger, H.W. Bissen. Han fremstillede den tilbage i 1860, hvor den blev sat op i en kirkegård i Flensborg. Skulturen er utroligt flot, og som danskere har vi således en forbindelse til den. Faktisk blev den fremstillet for at minde en dansk krigssejr i 1850.

Desværre mistede Danmark området til Tyskland blot fire år efter Istedløven blev opsat. Mellem 1864 og 1945 stod den i Berlin, og derefter kom den faktisk til København. I 2011 valgte man dog at sende Istedløven tilbage til dens naturlige udgangspunkt – i Flensborg, hvor du også kan se den i dag.

Flensborg Casino

Hvis du har råd til det, og hvis du samtidig gerne vil prøve heldet, så er det altid sjovt at gå på casino.

Det har du mulighed for i Flensborg, da de har et ganske fint casino, som byder på masser af spil og underholdning. Prøv for eksempel deres blackjack eller roulette. Der er også regelmæssige pokerturneringer. Desuden er automaterne ret populære.

Casinoet i Flensborg har åbent næsten alle dage året rundt, kun afbrudt af juleaften og 1. juledag. Normalt lukker de mellem 2 og 3 om natten, så du kan som regel spille ret længe. Bestemt en af de mere underholdende attraktioner i Flensborg!

Grænsehandel

Grænsehandel er oplagt, hvis du besøger Flensborg. Der er nemlig ikke langt til grænsen, og selv inde i selve Flensborg by vil du også opleve, at tingene er lidt billigere end danske priser.

Så smut endelig forbi en af de mange grænseforretninger, når du alligevel besøger Flensborg. På den måde kan du have en masse godt med dig hjem igen, eller du kan medbringe billige, men gode forsyninger, hvis du skal videre ud i Europa!

Tak fordi du læste med. Vi håber, at du blev klogere på, hvad man kan lave i Flensborg. Kommentér gerne hvis du har endnu flere forslag til seværdigheder. Ellers ønsker vi dig en rigtig god tur til Flensborg!

En kommentar til “Attraktioner i Flensborg – Hvad skal man se?”

  1. Super fin artikel, men savner adresser på seværdighederne, eller at bunden af artiklen var udstyret med et kort, så man nemmere kunne danne sig et overblik over seværdighedernes placering.

    Svar

Skriv en kommentar