Booking.com vs Hotels.com – Hvilken bookingside er billigst?

Overnatninger er normalt en af de tre store udgifter, når vi rejser – sammen med transport og forbrug. At finde et godt sted at overnatte er dog vigtigt for rejseoplevelsen, så det handler ikke nødvendigvis om at finde det billigst mulige sted, men også det bedste.

Priserne kan (for det samme hotel!) variere på forskellige sider og derfor giver det mening at sammenligne dem. De to helt store bookingsider er selvfølgelig Booking.com og Hotels.com. Vi vurdere dem ud fra diverse parametre.

Udvalg

Udvalget af hoteller er generelt det samme, men nogle hoteller vælger fx kun at være på Booking, og nogle kun på Hotels. I 95% af tilfældene er hotellerne dog de samme.

Til gengæld har Booking et bredere udvalg af ferielejligheder og hostels. Begge dele kan også findes på Hotels, men knap så mange, især når det gælder ferielejligheder, hvor Booking jo nærmest er blevet et alternativ til Airbnb.

Vurdering: Booking.com vinder

Priser

Standardpriserne, for de hoteller som både tilbydes på Booking og Hotels, er stort set ens. Den ene side er altså ikke billigere end den anden, hvis vi ser bort fra fordelsprogrammerne. Begge har nemlig prisgaranti og er derfor tvunget til at matche hinandens priser, når der er tale om standardprisen på samme hotel.

Vurdering: Uafgjort

Fordelsprogram

Både Booking og Hotels har deres eget fordelsprogram.

Hos Booking er der tale om Genius-programmet, hvor du starter på niveau 1. Med 5 ophold kommer du op på niveau 2, og med 15 ophold kommer du på niveau 3. Du kan ikke falde i niveau, når først du har nået et bestemt niveau. Allerede fra Genius 1 er der 10% rabat på hoteller, og kommer du op på Genius 3 er der op til 20% rabat, prioriteret kundeservice, samt gratis morgenmad og opgraderinger på mange ophold.

Hos Hotels har de deres famøse Hotels Rewards hvor du får et stempel for hver overnatning du gennemfører, og efter 10 overnatninger får du 1 “gratis” overnatning. Deres indledende fordel er altså ringere end hos Booking, fordi rabatten på 10% skal optjenes, mens den hos Booking er automatisk.

Der er dog flere fordele hos Hotels, når du når deres Silver-niveau. De svarer dog til Bookings niveau 2, hvor du får op til 15% i rabat. Det samme gælder Hotels Gold-niveau, som giver op til 20%, hvilket svarer til Bookings niveau 3. Altså ikke den store forskel her. Booking vinder samlet på baggrund af at deres indledende 10% opnås hurtigere og at man generelt får billigere opgraderinger på det højeste fordelsniveau. Det hjælper også meget, at Booking har særlige fordelsrabatter, hvis man reserverer via mobilappen!

Vurdering: Booking vinder

Platform og brugeroplevelse

Begge hotelsider har gode platforme, og det er i sidste ende nok en smagssag, hvad man foretrækker.

Vi føler, at Booking.com er nemmere at navigere rundt i og har en bedre præsentation af hotellerne. Især fordi man nemt får overblikket over værelsestyper og lignende. Dog er der den ulempe, at Booking åbner en ny fane hver gang du klikker på et hotel, så det ender indimellem med at blive lidt uoverskueligt, hvis du for eksempel har 5 faner åbne med hotelmuligheder. Dét kunne de forbedre.

Hotels har et simpelt design, der fungerer godt. Generelt er siden hurtig, og hotellerne præsenteres på fin vis. Nogle gange er check-out oplevelsen dog langsommere end hos Booking, og flere brugere har klaget over at fordelskuponer, gavekoder osv. simpelthen ikke har virket hos nogle hoteller, og at man først i sidste øjeblik får vist, at de ikke er gældende. Det er lidt manipulerende.

Vurdering: Booking vinder

Support

Både Booking.com og Hotels.com har mange kontroverser, når det gælder deres supportafdelinger.

Hos Booking får man ofte overfladisk hjælp. Det vil sige, at der ofte er en person, der svarer på henvendelsen, men sjældent formår at løse et reelt problem, og nogle gange går det langsomt. Der er ingen tvivl om, at supporten bliver langt bedre, når du kommer op på niveau 3 i Genius-programmet. Så kommer hjælpen ofte omgående og de vil endda nogle gange tilbyde gratis ombooking, hvis der skulle være noget galt ved indtjekning. Men det kan virke lidt forkert, at man skal gøre sig fortjent til bedre support, når man jo er betalende kunde uanset hvilket af deres niveauer ens konto er på.

Hotels har et langt bedre hjælpecenter med artikler om, hvad man kan gøre i visse tilfælde. Deres oplysninger, og regler for diverse procedurer, er mere klare end hos Booking. Dog er deres kundeservice mindst lige så vanskelig som Bookings. Man skal først kontakte dem via deres chat, som er drevet af kunstig intelligens, og først hvis man skriver de rette ting, kommer man i kontakt med en medarbejder. Resultaterne er blandede; nogle gange er de langsomme, andre gange løser de problemet hurtigt.

Overordnet mener vi, at begge supportprogrammer har plads til forbedringer. Hotels har en god vidensbase, men ikke helt så god aktiv support. Booking har god support, når først du er langt oppe i fordelsprogrammet, men ellers kan det være tungt.

Vurdering: Uafgjort

Vinderen

Overordnet kårer vi Booking.com som den bedste af de to sider. Og det skyldes mest deres større udvalg, som også omfatter mange ferielejligheder og hostels, samt et lidt bedre fordelsprogram og en platform, som mange foretrækker at bruge.

Det er dog forholdsvis tæt hele vejen igennem, og de er stort set lige på priser og supportniveau. Der er ikke en kæmpe forskel på de to, så du kan fint fortsætte med at booke fra din personlige favorit, uanset om det så er Booking eller Hotels.

Andre hotelsider

Hvis du allerede ved præcist, hvilket hotel du vil overnatte hos på din næste rejse – måske et hotel du allerede har boet hos før – har du også mulighed for at booke direkte hos dem, for eksempel via deres egen hjemmeside eller ved at ringe til dem og reservere. På den måde går flere penge direkte til hotellet, og det giver indimellem bedre mulighed for opgradering ved ankomst.

Dog kan det være vanskeligt at finde hoved og hale i det hele, hvis du ikke på forhånd er klar over, hvor du vil bo, og du gerne vil gennemse mulighederne først. I så fald er Booking.com og Hotels.com begge rigtigt gode at benytte.

Der er lidt flere alternativer. Her er de primære:

Trivago: En tredje kendt prissammenligningsside. Den er især god til at vise aktuelle tilbud. Dog står Trivago sjældent selv for booking, men indsamler blot de bedste muligheder blandt andre sider, som fx Booking og Hotels og sender dig videre dertil. Du ender altså ofte med at reservere hos en af disse sider alligevel.

Expedia: Hotels.com er en del af Expedia-gruppen. På Expedia finder du samme hoteller som hos Hotels, men platformen ser lidt anderledes ud. Oplagt at bruge Expedia til pakkerejser, hvor du også skal have fly, billeje eller lignende med i bestillingen.

Travala: En side der tillader at du booker hotel med kryptovaluta. De benytter samme system som Hotels/Expedia og har derfor adgang til samme udvalg. Dog med et lille ekstra gebyr. Travala er derfor en smule dyrere, men oplagt hvis du foretrækker at betale med krypto.

Hvilken bookingside er billigst?

Både Booking.com og Hotels.com har gode priser, og ofte de samme priser. Skal du reservere hotel, kan du altså vælge en hvilken som helst af de to.

Takket være lidt flere muligheder, især med mange ferielejligheder, kan du ofte finde billigere overnatning i mange byer og resorter via Booking.com. Det er derfor, overordnet, den billigste bookingside.

Skriv en kommentar