Ljubljana er en undervurderet by. Jeg vil mene, det er svært at finde en smukkere og roligere hovedstad i Europa. Det gør den velegnet til en hyggelig sommerferie eller måske en hurtig weekend tur, når du bare vil opleve noget nyt.
Men hvor skal man bo i Ljubljana når man besøger byen som turist?
Da byen ikke er særlig stor, er centrum faktisk det eneste realistiske valg. Men selv i centrum er der mange muligheder, når det gælder hoteller, hostels og ferielejligheder. Jeg anbefaler mine favoritter herunder – og det inkluderer et godt og prisvenligt hotel, som virkelig overraskede mig positivt, da jeg overnattede der.
Indhold i artiklen
Bedste områder i Ljubljana
Ljubljana er en af verdens mindste hovedstader. Den er cirka på størrelse med Aarhus, så det giver lidt en idé om, hvad du kan forvente. Generelt er der meget at opleve, men du kan gå rundt til det meste. Samtidig er det en meget sikker by.
Derfor betyder områdevalget ikke synderligt meget. Så længe du bare er midt i byen, hvor alle hotellerne alligevel ligger, kan du nemt komme rundt.
Der er dog flere nabolag i Ljubljana som bør nævnes. De vigtigste er:
- Den gamle bydel
- Center – det moderne centrum
- Tabor
- Koseze
- Trnovo
Den gamle bydel og det moderne centrum ligger faktisk lige op af hinanden. Den gamle bydel er et relativt lille område syd for floden, hvor blandt andet domkirken og slottet ligger. Det er et middelalderområde med masser af historie – dog også meget turisme.
Den moderne bydel har dog også meget turisme. De lokale kalder området for ‘Center’. Til gengæld er der lidt flere valgmuligheder, når det gælder hotel. Området er også større end den gamle bydel. Og igen, de ligger op af hinanden, så du kan altid gå fra det ene sted til det andet.
Efter min mening er den gamle bydel og det moderne centrum de to bedste områder. Hvis du finder overnatning et af disse steder, er du garanteret en god tur.
Men lad os se lidt på de andre muligheder alligevel:
Tabor er det nabolag, der ligger direkte øst for det moderne/kommercielle centrum, og nordøst for den gamle by. Det er faktisk et fint nabolag, hvor der også er gåafstand til resten. Der er fine attraktioner som fx det etnografiske museum og Tabor-parken. Også lidt hoteller, men ikke nær så mange som i det moderne centrum.
Koseze er et nabolag med masser af natur. Det ligger længere væk fra de historiske seværdigheder helt i centrum, men det tager blot 10 minutter med bus eller taxi, eller 15 minutter på cykel. Der er en fin sø og mange vandrestier ved Koseze. Et fint sted hvis du ønsker roligere omgivelser, men jeg vil nok ikke anbefale det frem for de mere centrale bydele.
I den sydlige del af byen ligger Trnovo som er et trendy og populære område. Det er ikke helt centralt, men tæt nok på resten til at man nemt kan komme frem og tilbage. Der er nogle gode barer i Trnovo, samt lidt kulturelle aktiviteter. Der mangler historiske seværdigheder, men for unge rejsende kan Trnovo være et fint områdevalg.
Bedste hotel i Ljubljana
Atelier Hotel – Book her
Første gang jeg besøgte Ljubljana, valgte jeg Atelier Hotel. Egentlig bare fordi priserne er gode hos hotellet og beliggenheden samtidig er i orden – det ligger i den moderne bydel, men lidt uden for de mest larmende områder, så det er jo perfekt.
Men hotellets kvalitet og service overraskede mig.
Først og fremmest var der rent og pænt. Desuden var der rigeligt med plads, selvom det ellers bare var et standardværelse. Indtjekning var meget fleksibelt og man får en solid gennemgang af byen med masser af anbefalinger, når man træder ind.
Fra Atelier Hotel er der gåafstand til det meste. Det er en fin fordel. Og så ligger det på en rolig sidegade uden larm.
Personalet er super venligt, altid parat til at hjælpe, og ved udtjekning gav ejeren en ekstra gave. Det var fire slovenske drikkevarer og en pose slovensk havsalt. Virkelig prikken over i’et. Jeg skal ikke kunne sige om det er normal procedure, men det gav et godt indtryk.
Prisen for et dobbeltværelse starter omkring 800 kroner pr. nat. Det er en rigtig god pris for Ljubljana, som faktisk er blevet en lidt dyr by at besøge, så jeg vil klart anbefale dette hotel.
→ Reservér værelse hos Atelier her!
Luksushotel i Ljubljana
Grand Plaza Hotel – Book her
Det første hotel jeg anbefalede var et trestjernet uformelt hotel. Hvis du ønsker et hotel, der er lidt mere fancy og med flere faciliteter, så vælg Grand Plaza Hotel.
Grand Plaza ligger i samme område som Atelier Hotel. Det vil sige i den nordlige del af det moderne centrum, hvor det både er sikkert og roligt at være. Jeg har overnattet der en enkelt nat, hvilket var rart og praktisk. Det er et utroligt komfortabelt hotel, men som så mange andre europæiske luksushoteller kan man dog godt argumentere for, at der mangler lidt charme.
Hotellet er oplagt for forretningsrejsende, men også for turister der bare ønsker absolut top komfort. Der er restaurant, lounges, mødelokaler og fitness. Personalet kan hjælpe med at arrangere aktiviteter rundt i byen.
Den billigste mulighed er deres King Room, hvor priserne starter omkring €150 – det vil sige lidt over 1.100 kroner pr. nat. Ofte er det dog lidt dyrere, især om sommeren. Du kan også betale lidt mere og få en suite. Det er måske det værd, hvis du vil have mere luksus og elegance. I så fald er prisen cirka det dobbelte.
→ Reservér værelse hos Grand Plaza her!
Ferielejligheder
Airbnb har et udvalg på en 400-500 ferielejligheder i Ljubljana. Der er altså rigeligt med muligheder, når bare du er tidligt nok ude.
De fleste ferielejligheder ligger i det moderne bycentrum eller i hippe Trnovo mod syd. Der er også lejligheder uden for centrum, men dem vil jeg ikke anbefale, selv ikke hvis priserne er bedre.
Desværre er der næsten ingen ferielejligheder i den gamle bydel, så der må man holde sig til hoteller og hostels.
Prismæssigt koster de billigste lejligheder omkring 450 kroner pr. nat. Det er ofte for studios og mindre lejligheder. Derefter går prisen op. Det kan betale sig at booke en Airbnb hvis man rejser som familie eller vennegruppe. Rejser du alene eller rejser I som par, så vil et hotel næsten altid være en bedre mulighed, både prismæssigt og med den ekstra service der kommer ved at vælge et hotel i Ljubljana.
Hostels
Hvis du spørger, hvor man skal bo i Ljubljana, så er hoteller nok det, de fleste har i tankerne.
Men det bør tilføjes at Ljubljana har flere gode hostels – præcis som mange andre byer i Europa.
At bo på hostel er en god idé, hvis du er solorejsende og gerne vil socialisere med andre. Hvis man rejser med venner, kan et hostel også være en god idé, da mange hostels arrangerer aktiviteter, og da det er et oplagt sted at lære andre rejsende at kende. Især for unge rejsende kan det være rigtigt sjovt at bo på hostel.
De bedste hostels i Ljubljana har i øvrigt både fællesværelser og private værelser. Man kan godt bo på hostel, reservere et privat værelse, og ellers bare nyde godt af fællesaktiveter som fx pub crawls, rundvisninger i byen og lignende.
Jeg kender til 5 hostels i Ljubljana som har gode ry:
- Celica
- Sax Pub Hostel
- Aladin
- Hostel Vrba
- Ljubljana Capsule Hostel
Celica, Sax Pub og Aladin er kendte for deres hyggelige aktiviteter. Her betaler man lidt ekstra og overnatter der primært med fokus på at være social og have det sjovt. Vrba og Ljubljana Capsule er mere den slags steder, man vælger, hvis man vil overnatte billigt i Ljubljana, men hvor kvaliteten stadig er god.
Og ja, fordelen ved hostels er selvfølgelig at priserne er billigere end hos hoteller. En seng i en sovesal koster nok 20-25% af prisen for et hotelværelse, mens også private værelser på hostels generelt er billigere end i Ljubljanas hoteller.
Konklusion
Der er mange gode steder at overnatte i Ljubljana. Hvis du ikke vidste, hvor du skulle bo i Ljubljana, så har du hermed nogle forslag.
For at opsummere:
Det er bedst at bo helt inde i centrum, det vil sige i den gamle bydel eller i det moderne kommercielle centrum. Og her er der især ét hotel jeg anbefaler, da jeg selv havde en rigtig god oplevelse på stedet – og det er Hotel Atelier, som ligger på en rolig sidegade i det moderne centrum.
Hav en rigtig god tur til Ljubljana! Det er en skøn by, og med central overnatning bliver det hele lidt nemmere.