Heidelberg er kendt for at huse et af de ældste universiteter i verden. Byen er utrolig smuk og byder på masser af kultur. Derfor er det et oplagt rejsemål, og her får du en grundlæggende guide til de mange gode seværdigheder i Heidelberg.
Som en af Tysklands mest historiske byer fortjener Heidelberg i den grad at blive besøgt. Den er også forholdsvis populær, dog ikke med samme antal turister som de lidt større byer. Ikke desto mindre: Hvis du forventer at komme forbi Heidelberg inden for den nærmeste fremtid, så bør du læse denne rejseguide først. Du kan nemlig lære mere om byen som helhed, få et overblik over attraktionerne, samt finde informationer vedrørende transport. Lad os se nærmere på det hele!
Indhold i artiklen
Fakta om byen
Heidelberg er en kendt studieby med en befolkning på godt 160.000 mennesker. Den ligger strategisk placeret midt imellem Frankfurt og Stuttgart, to af Tysklands vigtigste byer – og desuden tæt på den franske grænse.
Byen har en vanvittig historie – mildest talt. Det var i Heidelberg, at man fandt det tidligste bevis på beboelse i Europa. “Heidelberg-manden”, hvis knogler blev fundet i begyndelsen af 1900-tallet, dateres mindst 200.000 år tilbage. Så området har altså været beboet i evigheder. Selve byen blev formentligt grundlagt i det femte århundrede før vores tidsregning, da keltere bosatte sig fast i området. Siden gjorde romerne, dernæst tyske stammer som senere udviklede sig til de nuværende tyskere.
Heidelberg ligger i delstaten Baden-Württemberg, som er en af landets største stater. I moderne tider er Heidelberg kendt som en vigtig by for videnskab og forskning. Inden for litteratur er den også vigtig. Byen har en meget romantisk stemning grundet beliggenheden og den smukke arkitektur. Derfor er den ret vidunderlig at besøge, så lad os gå direkte videre til, hvad du kan se og lave i Heidelberg.
Bedste attraktioner i Heidelberg
Hvad skal man lave i Heidelberg? Ja, nogle ting er mere oplagte end andre. Vi har set lidt nærmere på det og er kommet frem til denne top tre, som formentligt kan give lidt inspiration til, hvad du allerførst bør se i Heidelberg.
Heidelberg Slot
Den primære seværdighed i Heidelberg er byens slot. Expedia kalder det for imponerende, mystisk og romantisk på samme tid – noget som bestemt passer. Slottet kan dateres tilbage til 1300-tallet, og det står bag broen til den gamle bydel. Fra selve byen kan du nyde synet af slottet, og fra selve slottet kan du få en glimrende udsigt over byen. Ret ideelt. Desuden består slottet af forskellige bygninger, som samlet viser den fremgang, tysk arkitektur havde i løbet af middelalderens sidste del. I mere moderne tider er slottet kendt for sine festivaler med musik og teater.
Slotspladsen har desuden en række flotte statuer af gamle tyske og romerske herskere. Øvrige anbefalinger hvis du tager hen til slottet: Se kælderen, hvor der opbevares vin. Stå også på fyrstebalkonen, og gå rundt i slotshaven. Dele af slottet ligner nærmest ruiner, men det er flot alligevel – særligt på grund af den smukke røde murstensfarve.
Du kan komme gratis ind til de fleste områder ved slottet. Det kræver dog en guide, hvis du vil se nogle bestemte dele, men du kan arrangere det på stedet. Heidelberg Slot er åbent hver dag, blot med undtagelse af visse helligdag, som fx jul, nytår, visse dage i påsken, osv. Det tager cirka et kvarter at gå fra Heidelbergs gamle bydel og op til slottet.
Hauptstrasse og Altstadt
Hauptstrasse er stedet, hvor du bør starte med at udforske Heidelberg. Det er en smal, men vigtig gade, som fører videre til andre historiske og hyggelige gader. Heidelbergs gamle bydel, også kendt som Altstadt, der egentlig bare betyder gammel by på tysk, er et af højdepunkterne.
Her finder du nemlig historiske kirker, interessante museer, vidunderlige små caféer og generelt bare en god og nærmest romantisk stemning. Arkitekturen er noget unikt, og det er ganske få byer i Europa, der giver samme indtryk. De fleste bygninger stammer fra perioden mellem år 1400 og 1600.
Bedste tidspunkt at besøge Altstadt? Vi vil klart mene, at det er i december. Her begynder julemarkederne at komme frem, så det gør blot det hele endnu mere specielt. Men den gamle del af Heidelberg er et besøg værd uanset hvad tidspunkt af året, du kommer forbi. En attraktion, der i sig selv byder på mange flere attraktioner!
Universitetet
Universitetet i Heidelberg er Tysklands ældste – det blev nemlig grundlagt i år 1386 af en lokal fyrste. I begyndelsen var der fire fakulteter: Filosofi, jura, medicin og teologi. Siden er andre blevet tilføjet, og Heidelberg er fortsat et af landets vigtigste universiteter. Faktisk har det så stor betydning for byen, at hele Heidelberg ofte betragtes som en studieby. Mange kendte komponister, forfattere, filosoffer og politikere har gået på Heidelbergs universitet.
Selvom universitetet blev grundlagt i 1386, så dateres store dele af den klassiske bygning til år 1711, hvor man valgte at gøre mere ud af det. Den mest kendte del af det klassiske universitet er fængselsbygningen – ja, du læste rigtigt. Universitetsstuderende, som ikke kunne opføre sig ordentligt, fik indimellem korte straffe, som fx 12 eller 24 timer i studiefængslet. De ville male grafitti på væggene, og det kan stadig ses i dag.
Der blev tilføjet en ny universitetsbygning i 1928, som også er værd at se. Husk også at tjekke studiebiblioteket, som indeholder mange kendte tyske tekster og værker.
Book en guidet byvandring
De tre ovenstående seværdigheder er alle rigtigt gode, og de giver den perfekte introduktion til Heidelberg. Men byen har naturligvis også mere at byde på.
For at få et indtryk af flere ting, og for at få fortalt lidt mere om Heidelbergs historie, kan du passende booke en rundvisning i byen.
Via GetYourGuide kan du købe billet til denne roste og højtanmeldte byvandringstur med en certificeret guide. Den varer cirka halvanden time og går igennem Heidelbergs gamle områder. Her kan du virkelig få en på opleveren, og det giver dig muligheden for at komme bag kulissen og lære flere ting, end hvad den almindelige turist når at bemærke.
Kan klart anbefales!
Til og fra Heidelberg
Det er nemmest at køre til og fra Heidelberg. Byen har gode motorvejsforbindelser til andre tyske byer. Heriblandt Frankfurt og Stuttgart, men så sandelig også den mere nærliggende by Mannheim. Nürnberg ligger ligeledes inden for en fornuftig distance og kan nås på få timer i bil.
Bus- og togforbindelser er der også rigeligt af. Der er mange forbindelser, da det er en vigtig studieby, som modtager studerende fra mange andre tyske byer. Busser er især billige, og der er både kort- og langdistancebusser.
Med hensyn til fly, så er det mest oplagt at flyve til Frankfurts store lufthavn og dernæst rejse videre mod Heidelberg, hvilket ikke tager ret lang tid. Frankfurts store internationale lufthavn er først og fremmest den nærmeste, og derudover er det en af de lufthavne i Europa med allerflest forbindelser.
Hvis du rejser rundt i Europa og kommer forbi Heidelberg, kan du overveje at drage videre mod Luxembourg, Frankrig og Schweiz. De ligger alle forholdsvis tæt på, og det tager mindre end en halv dag at rejse mellem dem.
Konklusion
Heidelberg er en af de smukkeste og mest undervurderede byer i Tyskland. Hvis du kommer forbi den sydvestlige del af landet, bør du absolut besøge byen. Næsten alle rejsende bliver betagede af den. Heidelberg egner sig desuden til alle typer af rejsende: Unge mennesker der gerne vil se verden, par der gerne vil have en romantisk rejse, samt ældre der er interesseret i kultur og historie, som godt kunne tænke sig en super interessant ferie.
Vi håber, at du synes godt om denne guide, og at du er blevet klogere på de bedste seværdigheder i Heidelberg. Har du flere forslag, som måske kan gavne andre læsere, så kommenter gerne herunder.