Zürich er en af de byer i verden med den højeste levestandard. Det er også en fantastisk by at tage på ferie i – den henvender sig naturligvis mest til turister, der er til kultur, men på grund af den rige natur omkring Zürich er der også naturentusiaster, som tager dertil.
Mange er ikke klar over det, men faktisk er Zürich også blandt de ældste byer i det centrale Europa. Den blev grundlagt af romerne for over 2000 år siden. Med årene har Zürich udviklet sig, og vi kan vist godt tillade os at sige, at det er blevet en af de mest indflydelsesrige byer i Europa. I hvert fald med hensyn til finans, og faktisk også når det gælder kultur.
I denne artikel vil vi gennemgå de bedste attraktioner i Zürich. Hvis du planlægger en tur til byen, kan du forhåbentligt finde lidt inspiration og viden her!
Indhold i artiklen
Altstadt (den gamle by)
Altstadt betyder “den gamle by” på tysk. Det er det ældste og mest traditionelle område af Zürich som er fyldt med flotte, smalle gader og masser af kulturelle attraktioner.
Bydelen indeholder mange af de vigtigste bygninger og monumenter. Det inkluderer blandt andet Neumarkt, Haus zum Napt, Hans zum Rech, rådhuset, biblioteket, samt nogle af de attraktioner vi går mere i dybden med længere nede.
Der er altså rigeligt med ting at se. Udover attraktionerne er der generelt liv i området, og der er mange hoteller. Derfor er det et fint område at overnatte i, når du besøger Zürich.
I løbet af rejsen anbefaler vi helt klart, at du tilbringer et par timer med at vandre rundt i Altstadt. Der er også lokale guides som tilbyder vandreture hvor de fortæller om byen. Det er helt sikkert værd at overveje, da man kan lære rigtigt meget og få nogle interessante indblik i bydelen.
Bahnhofstrasse
Bahnhofstrasse bliver anset for at være den primære gade i Zürich. Det er en lang gade på godt 1,2 kilometer som fører fra togstationen og ned til Bürkliplatz som ligger ved Zürich-søen.
Der er masser af forretninger, både kæder og mainstream forretninger som vi kender alle steder fra, men også store modehuse, lokale schweiziske forhandlere, og heriblandt mange urmagere. Der er altså rigtigt gode shoppingmuligheder på Bahnhofstrasse.
Samtidig er der flot arkitektur, og gaden er som regel pyntet rigtigt flot op med kunst, dekorationer og lignende. Det er et af de mest populære steder i Zürich blandt lokale såvel som turister. Hvis du vil shoppe, eller hvis du vil have et indtryk af midtbyens kultur, så gå forbi Bahnhofstrasse et par gange på din tur.
Zürich-søen
Zürichs beliggenhed er unik fordi byen ligger lige ved den smukke sø, som kaldes for Zürich-søen. Selvom det ikke er den største sø i Schweiz, så er det en af de smukkeste og måske den mest kendte. Byen ligger på nordsiden af søen og der er et rigtigt flot udsyn udover søen, og fra nogle punkter kan du direkte stå og kigge på by, sø og bjerge i samme øjenbillede.
Mange kan godt lide en gåtur nær søen, og der er flere promenader, gader og parker i nærheden af søen. Du kan endda også bade i Zürich-søen, hvilket mange lokale gør. Find dog et område, hvor du ser andre gøre det, måske lidt væk fra selve byen.
Et populært sted i Zürich er Bürkliplatz. Det er en plads der ligger lige ved søen, men som stadig er ret centralt i byen. Denne plads har et stort marked om lørdagen, og der er generelt mange mennesker omkring.
Søen er uden tvivl en af de vigtigste attraktioner i Zürich, så du skal absolut prøve at gå langs den og nyde stemningen såvel som naturen.
Schauspielhaus Zürich
Dette teater er blandt de mest populære steder i byen blandt de lokale. De fleste turister overser det, og det er en skam. For man kan få sig en rigtig god oplevelse ved at besøge stedet.
Schauspielhaus Zürich har eksisteret siden 1898. Det var på toppen under 2. Verdenskrig, da mange kunstnere flygtede til Schweiz, og flere af de største tyske skuespillere og instruktører ville arbejde her. Teatret har været veletableret lige siden, og det betragtes som et af de bedste teatre for tyske teaterstykker. Du kan se alt fra klassiske stykker til moderne forestillinger.
Huset indeholder flere scener. Den største scene har plads til 750 tilskuere, så det er forholdsvis stort. Dog også meget eksklusivt. De populære stykker kan være dyre at komme ind at se, men det er det hele værd.
Kunsthaus Zürich
Dette kunstmuseum betragtes som værende et af de bedste Europa. Derfor er det også en af de mest kendte attraktioner i Zürich, og det er et sted, som du absolut bør besøge, hvis du er til kunst.
Der er primært fokus på malerier. Kunsthaus Zürich har værker af store og kendte kunstnere som Munch, Van Gogh, Dalí, Monet, Delacroix, og mange flere. Der er kunst fra mange forskellige æraer og tidsperioder. Du finder både de helt traditionelle malerier og de moderne surrealistiske af slagsen.
Udover malerierne er der også skulpturer, tegninger, og lignende kunst. Det er et meget fascinerende sted at besøge. Kunsthaus har en historie, der går helt tilbage til 1787, dog med ændringer undervejs, men det er et meget veletableret sted. Det er næsten en skam at tage til Zürich og misse et af Europas bedste kunstmuseer, så hvis du har tid til det, bør du absolut tage ind at besøge museet.
Fraumünster
Fraumünster er Zürichs mest kendte kirke. Det er en basilica som har en kombination af gotisk og romansk stil. Der blev først opført et kloster på stedet i løbet af 800-tallet. Derefter blev kirken tilbygget mellem det 11. og det 13. århundrede. Der er stadig rester af klosteret tilbage, om end nogle dele af fjernet. Ikke desto mindre er det et rigtigt flot og historisk sted.
Det mest kendte ved Fraumünster er nok vindueglassene der blev opsat i 1970. De forestiller kendte scener fra Bibelen, som blandt andet viser Kristus, Moses, Jacob, profeterne, og englen ved Zion.
Fraumünster er en af de mest besøgte turistattraktioner i Zürich. Et besøg kan klart anbefales. Selvom kirken er flot udefra, er højdepunktet naturligvis at komme indendørs og se den. Udover Fraumünster kan du også tjekke andre vigtige kirker i Zürich som Skt. Peter, Prediger og Grossmünster.
Landesmuseum
I hvad der ligner et gotisk slot finder vi det Schweiziske Nationalmuseum som går under navnet Landesmuseum. Det ligger nær togstationen, så det er ret nemt at finde.
Museet blev bygget i 1898. Det fokuserer naturligvis på schweizisk kultur og historie. Der er objekter helt tilbage fra det forhistoriske Schweiz og op til nu. Igennem årene er der sket meget i Alpelandet, og som turist kan du blive klogere på den schweiziske kultur ved besøge Landesmuseum.
I alt er der over 800.000 objekter. En af de mest interessante sektioner er en udstilling, der viser schweiziske mønter gennem tiderne. Men der er også kunst. Selvom Kunsthaus er det primære kunstmuseum i byen, er der også værker hos Landesmuseum. Mange af dem er gotiske, hvilket minder lidt om byens tema, samt selve bygningen som museet ligger i.
—
Det var hermed en introduktion til seværdigheder i Zürich, som jo er Schweiz’ største by. Byen har meget mere at byde på end bare disse, men hvis du oplever nogle af de ovenstående seværdigheder kan du allerede sikre dig nogle fantastiske oplevelse. Hav en rigtig god tur, og nyd Zürich!