De bedste områder i Buenos Aires

De bedste områder i Buenos Aires Argentina

I de sydamerikanske storbyer kan der være massiv forskel på områder. Som rejsende handler det først og fremmest om at finde et kvarter der er sikkert at overnatte i, og dernæst må det gerne være interessant at opleve.

Her er tre områder i Buenos Aires, som både er sikre og spændende. Desuden gennemgår vi de turistområder, der er interessante, men potentielt småfarlige; samt uinteressante, men meget sikre og rolige områder.

Palermo: Det bedste natteliv

Palermo er det mest populære kvarter i Buenos Aires
Udsigt over Ecoparque og bygningerne i Palermo

Palermo er det mest dynamiske og internationale område i Buenos Aires. Det er samtidig et rigtigt stort område rent fysisk, som indeholder flere forskellige kvarterer – heriblandt Palermo Soho, Palermo Hollywood, Alto Palermo, Palermo Botánico, og Palermo Chico.

‘Soho’ og ‘Hollywood’ er de dele af Palermo, hvor du finder flest restauranter, barer og butikker. Med andre ord de mest trafikerede og populære dele af Palermo.

Alto Palermo er det område, der er kendt for sit shoppingcenter og som generelt har mere forretningsmiljø omkring sig.

Botánico og Palermo Chico er de to bedste og mest velhavende kvarterer i Palermo-området, som også er byens sikreste steder at opholde sig. Det er dér, de rigeste argentinere bor. Der er massive parker og fornemme caféer i begge områder. Samt museer (besøg for eksempel MALBA og Evita) og meget andet.

Bor du i Palermo Botánico eller Palermo Chico, kan du gå frit og sikkert på ethvert tidspunkt af døgnet uden bekymringer. I de andre dele af Palermo er sikkerheden også OK, men der kan ske tyveri, i hvert fald i nattelivet. Det er især mobilen, du skal passe på.

Ønsker du at besøge Buenos Aires med fokus på enten afslapning, museer, spiseoplevelser eller natteliv, vil vi anbefale at overnatte i bydelen Palermo. Det er især oplagt for unge rejsende under 40. Palermo er dog dyrt; et billigt alternativ er Villa Crespo, et område der ligger lige op af Palermo og som minder om. Der er priserne lidt lavere.

Anbefaling af hotel i Palermo: Casasur Bellini Hotel

Recoleta: Fokus på kultur

Recoleta er det førende kulturområde
Byens bedste museum, Bellas Artes

Recoleta er det klassiske område i Buenos Aires, som har gamle flotte bygninger, ambassader, attraktioner og lignende. Nogle af Buenos Aires’ bedste seværdigheder ligger i denne bydel, fx Recoleta-kirkegården, Bellas Artes-museet og boghandleren El Ateneo.

Det er et dyrt område i forhold til resten af byen, men helt klart pengene værd, da Recoleta også føles meget eksklusivt. Sikkerheden er rigtig god, og transportmæssigt er du tæt på det meste. Recoleta grænser op til Palermo mod vest, Retiro mod øst, og Microcentro mod sydøst.

Området egner sig til dig, der vil have en kulturel ferie i sikre omgivelser. I Recoleta kan du nemlig fokusere fuldt ud på byens attraktioner, og du kan nemt komme med transport videre rundt i byen hvis nødvendigt, da der både er metro og busser. Vi anbefaler området til alle, men især til de mere rolige rejsende på 50+.

Anbefaling af hotel i Recoleta: Four Seasons Buenos Aires

Puerto Madero: Ren luksus

Puerto Madero er den allerdyreste del af Buenos Aires
Skøn gåtur ved vandet i Puerto Madero

Et relativt nyt område, hvor de fleste af bygningerne blev grundlagt i 1990’erne. I Puerto Madero er priserne høje, og der er fokus på luksus. Dyre hoteller, dyre butikker, dyre restauranter. Til gengæld også eminent sikkerhed og rigtigt flotte omgivelser.

Der er desværre få kulturelle attraktioner i området, lige ud over enkelte stykker som fx Puente de la Mujer. Dog har du gåafstand til San Telmo og Microcentro, begge fyldt med flot arkitektur og klassiske seværdigheder, som uden problemer kan opleves om dagen, men vi fraråder dog at gå ind til disse naboområder om natten, medmindre du allerede kender dem godt.

Puerto Madero egner sig til dig, der vil have maksimal luksus og sikkerhed. Dog med det kompromis, at der ikke er adgang til offentlig transport, og at du derfor skal med taxi for at komme ind til de andre populære områder om aftenen.

Anbefaling af hotel i Puerto Madero: Alvear Icon Hotel

Interessante, men mindre sikre områder

Der er tre klassiske områder i Buenos Aires, som helt klart bør opleves, og som har vanvittig flot arkitektur og seværdigheder, men som halter lidt efter på tryghedsniveauet. Der er tale om:

  • San Telmo
  • Microcentro
  • Retiro

De er alle super interessante, og du kan fint opleve dem om dagen, bare pas på med at vifte rundt med værdigenstande som mobil og ur.

San Telmo er stadig ok om natten, hvis du skal besøge en specifik bar eller lignende, men vi fraråder at gå tilfældigt rundt i nattetimerne.

Microcentro og Retiro bliver nærmest helt tomme i nattetimerne. Det er primært forretningskvarterer, som er propfyldte med mennesker om dagen, men som alle forlader området efter klokken 20 (cirka). Tilbage er de spøjse typer. Derfor vil vi anbefale at holde et besøg i Microcentro og Retiro til dagstimerne. Vær opmærksom på, at mange af hotellerne i Buenos Aires netop ligger i Microcentro. Du kan godt overnatte hos et af dem, bare vær lidt opmærksom når du går ud og ind om aftenen. Bestil gerne taxi til døren.

Der er dog tegn på, at der investeres mere i disse områder, især i forbindelse med sikkerheden. Derfor kan det være, at San Telmo, Microcentro og Retiro om nogle år bliver lige så sikre som fx Palermo og Recoleta.

Derudover er der områder, som er en del mere usikre i forbindelse med røveri og overfald, men som også har klassiske attraktioner:

  • La Boca
  • Once
  • Constitución

Førstnævnte er meget rig på kultur, og har seværdigheder der bør opleves: Caminito og Bombonera (fodboldstadionet). Men PLANLÆG besøget på forhånd og gå ikke tilfældigt rundt i området. Mange turister bliver røvet i La Boca, når de forvilder sig væk fra de primære veje. Tag taxi ind og ud, eller tilmeld dig en guidet rundvisning sammen med en stor gruppe.

Once og Constitución har begge togstationer, som du måske kommer til at benytte. Vær meget påpasselig med personlige genstande ved begge og undgå at gå rundt på gaderne, især når det er mørkt. Lad være med at overnatte i nogle af de områder.

Sikre områder med færre attraktioner

Der findes selvfølgelig en masse sikre og rolige områder i Buenos Aires, som generelt er gode at bo i, men som måske mangler nogle af de attraktioner og seværdigheder man kigger efter som turist.

Eksempler på gode områder er fx Belgrano, Nuñez, Villa del Parque og Caballito. Sidstnævnte udvikler sig ret hurtigt for tiden, og har måske noget at byde på, i hvert fald med markeder, messer, restauranter og natteliv. Resten er dog mere rolige, hvilket er godt hvis du skal bo der over længere tid, men knapt så spændende som turist.

Du kan dog uden problemer booke overnatning og føle dig sikker i de fire områder, der lige blev nævnt.

Konklusion

Buenos Aires er en massiv by, hvor områderne kan variere rigtigt, rigtigt meget.

Ønsker du en kombination af sikkerhed og interessante omgivelser, så vælg enten at overnatte i Palermo, Recoleta eller Puerto Madero – og bydelen Villa Crespo bør nævnes som et billigere alternativ til Palermo.

Vil du fortsat have sikkerheden, men mere ro omkring, så vælg Belgrano, Nuñez, Villa del Parque eller Caballito.

Er du tilfreds med et lille sikkerhedskompromis, med større udbytte i forbindelse med seværdigheder og arkitektur, så kan San Telmo, Microcentro og Retiro overvejes.

Og til sidst er der La Boca, som bør besøges én dag på turen, men med påpasselighed. De resterende områder i byen kan du, generelt, se bort fra.

Skriv en kommentar