Seværdigheder i Berlin – 25 ting du kan se og lave

Seværdigheder i Berlin

Seværdigheder i Berlin er der nok af. Faktisk er der hundredvis af gode ting, som du kan se og lave i Berlin. I denne omgang fokuserer vi på de 25 bedste af dem, så hvis du skal til Berlin og leder efter nogle forslag til attraktioner og aktiviteter, kan du få det fulde overblik lige her.

Som Tysklands største by er der ingen tvivl om, at Berlin har en masse at byde på. Når vi samtidig tager højde for byens turbulente historie, især i løbet af 1900-tallet, resulterer det i endnu flere interessante ting at lave. Derfor kan du sagtens argumentere for, at Berlin er det rejsemål i Europa, hvor du har mest at lave.

Tjek vores forslag til de bedste seværdigheder og attraktioner i Berlin herunder. Vi beskriver hvert af dem nærmere, og du får unikke tips med på vejen – for eksempel hvordan du kan springe visse køer over, samt hvordan du kan komme tæt på nogle ting, som andre turister overser!

Brandenburger Tor

Det klassiske symbol på byen Berlin. Store dele af byen blev destrueret under 2. Verdenskrig, men Brandenburger Tor led beskedne skader og blev stående. Således er det den sidste oprindelige byport, der stadig eksisterer i Berlin. Det er derfor også den største.

Berlinmuren stod forholdsvis tæt på Brandenburger Tor, og derfor blev byporten et symbol på opdelingen. Den amerikanske præsident, Ronald Reagan, holdt sin kendte tale lige foran porten. Historisk er det således et kendt monument, og det er bestemt også imponerende at kigge på med de flotte statuer på toppen. Brandenburger Tor står ved Pariser Platz og for enden af den kendte boulevard, Unter den Linden.

Det er umiddelbart den første af de mange seværdigheder i Berlin, som du bør se. Brandenburger Tor er nemlig et symbol på byen, og da det samtidig er en gratis seværdighed lige midt i byen, er det altid nemt at komme forbi.

Checkpoint Charlie

Som du garanteret ved, var Berlin engang delt i to. Den mest kendte grænseovergang var Checkpoint Charlie, der lå mellem den amerikanske og den sovjetiske sektor. Det er blevet et ikonisk sted, også selvom det egentlig ikke var særligt prestigefyldt, da grænseovergangen var aktiv og bemandet. Faktisk var det kun ambassadefolk og udlændinge, der måtte passere. Tyskerne måtte ikke selv, med undtagelse af enkelte politiske representanter.

Grænseovergangen blev lukket i 1990, da Tyskland blev genforenet. I dag er Checkpoint Charlie blot en turistattraktion, men de har gjort meget ud af den. Der er i øvrigt et museum ved Checkpoint Charlie, som du absolut bør opleve, hvis du har tid til det. Da Checkpoint Charlie ligger ved Friedrichstraße er det nemt at komme forbi. Der er nemlig også mange andre spændende seværdigheder i nærheden.

Rigsdagsbygningen

Rigsdagsbygningen i Berlin har meget historie bag sig – på både positiv og negativ vis. Bygningen fungerede engang som parlament for det tysk-romerske rige, efterfølgende for kejserriget, for Weimarrepublikken og senere for den nationalsocialistiske regering under 2. Verdenskrig. Der er således sket meget igennem årene, men trods brand og bomber står bygningen stadig. Under Berlins opdeling lå den i Vestberlin, men utroligt tæt på grænsen til Øst.

Det er ret nemt at se Rigsdagsbygningen, når du er i nærheden: Bygningen er nemlig kæmpestor. Ved indgangen står der med store bogstaver “Dem Deutsche Folke”, og foran Rigsdagen er der en stor park, hvor mange folk tager forbi for at slappe af. Som turist kan du sagtens komme ind at se Rigsdagen: Det mest populære er umiddelbart at komme op i den store centrale kuppel, der er mere moderne end bygningens andre dele.

Berliner Dom

Berliner Dom er nok den mest kendte kirke i Berlin. Det er en protestantisk kirke, som står lige ved Spree-floden. Trods store beskadigelser igennem årene står kirken stadig, da den er blevet genopbygget ved flere lejligheder.

Den fungerer aktivt som en kirke med regelmæssige gudstjenester. Men der er også koncerter og kulturelle begivenheder i kirken. Desuden er den interessant at se på grund af sit store, tætpakkede udseende. Arkitekturen er meget tysk og minder en del om de øvrige arkitekturelle højdepunkter i Berlin. Det er nemt at tage forbi kirken – du kan for eksempel se den fra Lustgarten.

Kurfürstendamm

Den kendte handelsgade, som du helt sikkert har hørt om før. Kurfürstendamm strækker sig over 3,5 kilometer og byder på forretninger i verdensklasse. Det er det perfekte sted at tage hen, hvis du gerne vil shoppe. Der er forretninger i alle prisklasser, men i den eksklusive ende kan du dog forvente, at der er fokus på mærkevarer. Udover interessante forretninger er der også restauranter, teatre og andre gode underholdningsmuligheder. Det er i øvrigt et godt sted at finde hotel, da der er mange hoteller på boulevarden.

Kurfürstendamm har ikke altid haft sit nuværende navn, men den har eksisteret siden 1500-tallet. I løbet af det 20. århundrede blev den for alvor kendt. Kurfürstendamm ligger i den vestlige del af byen og var derfor en del af Vestberlin. Efter 2. Verdenskrig var der således stor økonomisk fremgang i området, og det har sådan set fortsat helt frem til i dag. Derfor har Kurfürstendamm ry for at være en eksklusiv gade, hvilket bestemt kan mærkes.

Olympiastadion

Sommer-OL blev afholdt i Berlin i 1936. Til det formål byggede man Olympiastadion, som i dag er en af de mest væsentlige seværdigheder i Berlin. Både på grund af historien – men også på grund af den imponerende størrelse, samt det faktum at stadionet stadig bruges til sportslige begivenheder.

Olympiastadion ligger i den vestlige del af byen, og der er plads til over 74.000 tilskuere. Der blev lavet en stor modernisering mellem år 2000 og 2004. Når du går rundt omkring stadionet, kan du stadig se tegn på den gamle konstruktion, men indvendigt er alt meget moderne. Der er et stort halvtag over alle siddepladser, og der er god belysning. Nede i midten er der både plads til en moderne fodboldbane, men også til atletikbaner. Stadionet har en sand olympisk udstråling. Det benyttes først og fremmest af fodboldklubben Hertha Berlin i cirka hver anden weekend, men der er også mange særlige events.

Rester fra Berlinmuren

Berlinmuren blev officielt styrtet i 1991. Men der står stadig mange rester tilbage, som du nemt kan se – og du kan selvfølgelig komme helt tæt på muren helt gratis. Der er tegnet graffiti på flere dele af den tilbageværende. Desuden er der mange steder i byen blevet markeret på fliserne, hvor muren engang stod. Husk i øvrigt at besøge Mauermuseum, hvor du kan lære mere om muren og dens historie.

Oprindeligt blev Berlinmuren bygget på en enkelt nat i 1961. Det var Østtyskland (DDR), der stod bag konstruktionen, da de ifølge egne ord ville beskytte østberlinerne mod facisme, som de mente var ideologien for de vestlige lande. Muren var lavet af beton, men bestod også af pigtråd og elektriske hegn. Den blev desuden bevogtet nøje i næsten 30 år af østtyske vagter. Men det er selvfølgelig den symbolske betydning, der har vejet tungest igennem årene.

Fjernsynstårnet

En bygning som du ikke kan undgå at se, er det store Fjernsynstårn som pryder Berlins skyline. Det ligger ved Alexanderplatz i midten af byen og blev opført mellem 1965 og 1969. Det er blevet til et af de ultimative symboler på byen, og mange rejsende betragter det som en af de vigtigste attraktioner i Berlin.

Tårnet er forholdsvis tyndt og har en kuppel på toppen. Du kan komme op med en elevator, og det går overraskende hurtigt. På toppen er der en glimrende udsigt. Du kan desuden få lidt at spise, da der er en restaurant.

Højden er 365 meter, hvilket gør det til en af de højeste fritstående konstruktioner i Europa. Der kommer normalt omkring en million besøgende årligt. Selvom det engang var et symbol på DDR og Østberlin, er det nu blevet et symbol for det samlede Berlin. Officielt er Fjernsynstårnet en fredet bygning, og det kan absolut betale sig at besøge stedet.

Alexanderplatz

Fjernsynstårnet ligger som sagt ved Alexanderplatz, der i sig selv er en vigtig attraktion. Pladsen er nemlig et knudepunkt for trafik i Berlin, og grundet den centrale beliggenhed er der masser af interessante ting i nærheden.

Omkring pladsen finder du – udover Fjernsynstårnet – varehuset Galeria Kaufhof og den kendte arkade Alexa. Ikke langt væk ligger Berlins rådhus. Historisk har Alexanderplatz været et centrum for natteliv og underholdning i Berlin. Pladsen er stadig et populært mødested, og det vrimler altid med lokale såvel som turister. Hvis du kommer om sommeren, kan du besøge bassinet på pladsen. Ellers kan du se det kendte Weltzeitur, der viser klokken forskellige steder i verden og som er blevet et populært monument.

Der er gode chancer for, at du før eller siden kommer forbi Alexanderplatz, da mange U-Bahn og S-Bahn linjer kører forbi. Så husk at stå af og gå lidt rundt ved Alexanderplatz – det betaler sig!

Potsdamer Platz

Ligesom Alexanderplatz er Potsdamer Platz også en kendt plads i Berlin, som er vigtig rent trafikalt og som altid har været kendt som et mødested. Potsdamer Platz ligger i Tiergarten, ikke langt syd fra store seværdigheder som Brandenburger Tor og Reichstag. Pladsen er særligt kendt for at være et samlingspunkt mellem det gamle Øst og Vest. Berlinmuren gik direkte igennem Potsdamer Platz, og det er markeret den dag i dag.

Det var i 1800-tallet, at Potsdamer Platz for alvor blev et populært sted. Der blev bygget en flot banegård, og den blev næsten omgående omringet af smukke bygninger. De fleste blev ødelagt i løbet af 2. Verdenskrig, og under Den Kolde Krig skete der ikke meget ved Potsdamer Platz. Men siden 1989 er der blevet bygget mange moderne bygningsværker, og Potsdamer Platz er således et eminent sted at besøge, hvis du er til moderne arkitektur. Desuden er der meget at lave – og pladsen er altid velbefolket.

Spree-floden

Floden Spree løber som bekendt igennem Berlin. Her danner den blandt andet en lille ø i byen, som kaldes Spreeinsel, hvor Berliner Dom blandt andet står. Den nordlige side kaldes for Museumsinsel, som vi også vil komme nærmere ind på senere.

Det er charmerende, at en flod løber igennem Berlin – som det jo også er tilfældet med mange andre europæiske storbyer. Floden har sat sit præg på byen, så det giver god mening at lægge mærke til den. Faktisk kan du sejle på Spree og få en udsigt over visse seværdigheder i Berlin!

Bådtur i Berlin

Vi anbefaler stærkt, at du sejler rundt, mens du er i Berlin. Spree-floden er bred nok til at det er muligt at sejle rundt, og da mange af Berlins flotteste attraktioner netop ligger langs floden, er det oplagt at bestille en bådtur. Der er således sightseeingbåde, og det koster ikke ret meget at komme med. Ofte er prisen mindre end 150 kroner pr. person! En bådtur i Berlin kan bookes med forskellige varigheder – lige fra 1 time til 3 timer.

Berlin Zoo

Berlins zoologiske have har rekord for at være det zoo, der har flest forskellige arter.

Det er en oplagt attraktion for rejsende i alle aldre. Berlin Zoo fylder i alt 35 hektar, så der er rigeligt med plads og rigeligt at se. Haven har eksisteret siden 1844, men store dele gik tabt mellem 1940 og 1945. I moderne tider har Berlin Zoo fået en del opmærksomhed. Blandt andet på grund af isbjørnen Knut.

Du skal betale for at komme ind i Berlin Zoo. Det er bedst at købe den fulde billet, som både giver adgang til haverne og til akvariet. Det koster 21 euro for en voksenbillet, men der er halv pris for børn. For store familier eller grupper (fx en skoleklasse eller en hobbygruppe) er det muligt at få rabat ved at købe én samlet billet, der gælder for alle.

Bustur rundt i byen

En ret interessant attraktion i Berlin er at stige på en bus og se det hele! Og faktisk er det ikke særligt dyrt. Vi anbefaler stærkt, at du køber billet til en af de turnusser, der dagligt kører rundt i Berlin. Det fungerer på den måde, at du kan hoppe på og hoppe af, præcis som du ønsker det. Kører bussen forbi noget interessant, så stig af og se nærmere på det. Hop på igen, når den næste bus ruller forbi!

Sæt dig på toppen, hvis der er godt vejr. Det giver en bedre udsigt og en omgang frisk luft. Du kan købe en billet ved ethvert stoppested, og disse stoppesteder ligger lige i nærheden af Berlins bedste attraktioner. Det er således ret nemt at finde!

Charlottenburg Slot

Charlottenburg Slot er det mest kendte slot i Berlin og rangerer nok også i top ti i hele Tyskland. Det ligger i bydelen Charlottenburg og tiltrækker mange mennesker til hvert år. Både på grund af den flotte italienske barokstil, på grund af den formidable historie, samt på grund af den flottet park foran slottet, hvor der hvert år sættes et stort julemarked op.

Inde i selve museet finder vi et museum. Der er store baroksale og kongelige værelser. Husk på at slottet engang blev brugt til politiske formål. Arkitekturen er noget for sig selv, men hvis du kommer inden for, så kan du også se en masse imponerende kunst. I alle tilfælde er Charlottenburg Slot en Berlin-oplevelse, der kan anbefales.

Madame Tussaud’s Berlin

London er kendt for at huse Madame Tussaud’s. Men konceptet har bredt sig til flere andre byer, og det inkluderer blandt andet Berlin. Her kan du således også se på voksfigurer af kendte mennesker, som faktisk ligner rigtigt godt. Et oplagt sted at tage hen for at få nogle gode billeder. Ligesom Madame Tussaud’s i London har fokus på kendte britiske personer, så har Madame Tussaud’s i Berlin et fokus på tyske og andre europæiske personer, om end du finder lidt af hvert. Du skal selvfølgelig betale en entré for at komme ind, men det kan sagtens anbefales, for det er rigtigt sjovt.

Museumsinsel

Museumsinsel er et museumskompleks, der ligger på den nordlige del af Spreeinsel – den lille ø, der ligger midt i Berlin, og som også huser Berliner Dom. Museumsinsel er optaget på UNESCO’s verdensarvsliste og byder på adskillige kendte museer.

Du finder blandt andet disse museer i området:

  • Alte Nationalgalerie
  • Altes Museum
  • Bodemuseum
  • Neues Museum
  • Pergamonmuseet

De kan alle anbefales, men Pergamonmuseet er virkelig noget unikt. Altes Museum, som er det ældste, bør bestemt også besøges. Hvis du er interesseret i kunst og/eller historie, finder du bestemt noget efter din smag her. Og det er en kæmpe fordel, at mange af Berlins bedste museer er samlet samme sted!

East Side Gallery

East Side Gallery byder på mere end 1,3 kilometer kunst. Det var engang Berlinmuren, og nu er det verdens længste open-air galleri. Det er den længste sektion af Berlinmuren, som stadig står, og i dag har man dekoreret det med kunst. 21 verdenskendte kunstnere blev valgt til at arbejde på muren, så i dag er der hundredvis af billeder.

Det er et perfekt sted at tage hen, hvis du ønsker et par gode billeder fra Berlin. Fra et kulturelt synspunkt er East Side Gallery interessant. Det er nemlig en kombination af noget kulturelt og historisk, som møder noget kunstligt. Det er imponerende, og det siger rigtigt meget om Berlins moderne kultur.

Mindesmærket for jøderne

Et lidt kontroversielt mindesmærke. Vi har alle hørt til historien om, hvad der skete i Tyskland og Polen under 2. Verdenskrig. I centrum af Berlin – lige i nærheden af Brandenburger Tor – har man opstillet et mindesmærke for Europas myrdede jøder. Der er i alt 2.711 høje sten, som repræsenterer budskabet. Det er noget forholdsvis nyt, da mindesmærket først blev opført i 2003 – og færdiggjort i 2005.

Det er et sted, hvor man kan gå forbi, og hvor man endda kan gå rundt mellem stenene. Det koster ingenting at se det, men du kan dog booke en rundvisning, hvor de fortæller nærmere om historien bag begivenhederne og bag selve mindesmærket.

Det sovjetiske krigsmindesmærke

Der er også et andet mindesmærke i Berlin – denne gang til ære for sovjetiske krigssoldater, der blev dræbt i Berlin i 1945. Faktisk er det reelt en park, hvor der er sat mindesmærker op. Den vigtigste er en 12 meter høj statue af en russisk soldat, der holder et barn.

Det sovjetiske krigsmindesmærke repræsenterer på én måde nazismens nederlag, da det i høj grad var takket være sovjetiske soldaters indsats, at Tyskland tabte 2. Verdenskrig. Men det er ikke et mindesmærke, der er populært blandt alle, da kommunisterne også selv skabte tab, lidelser og problemer i Berlin og andre dele af Tyskland. Der har været snak om at fjerne mindesmærket, men det lader til at være umuligt, da man ved genforeningen aftalte, at stedet fortsat skal beskyttes og vedligeholdes. Uanset meninger og debat kommer vi dog ikke uden om, at det er en væsentlig seværdighed i byen, og at det siger rigtigt meget om historien.

Rådhuset

Berlins rådhus kaldes officielt for Berliner Rathaus, men er nok mere kendt under den uofficielle titel, Rotes Rathaus. Det navn kommer simpelthen fra rådhusets farve – facaden er nemlig rød, og det er en af de mest spektakulære bygninger i Berlin.

På beliggenheden stod der flere administrative bygninger lige siden Middelalderen. I 1861 begyndte man dog at opføre det moderne rådhus som en erstatning, og det står der stadig. Rådhuset er kendt for sit valg den 2. december i 1990, som var det første frie valg i Berlin siden 1946. I dag er rådhuset selvfølgelig det officielle sæde for borgmesteren.

Sanssouci

Har du hørt om Sanssouci-slottet før? Det ligger godt nok lidt uden for byen, men hvis du kan leve med det, er det til gengæld også en af de bedste seværdigheder i Berlin og omegn!

Det ligger nærmere præcist i Potsdam, godt 25 kilometer sydøst for Berlin. Slottet anses som en tysk version af Versailles-slottet, der jo ligger lidt uden for Paris. Sanssouci blev brugt som et sommerpalads for den gamle elite. Slottet blev tegnet og bygget i 1700-tallet, så det er forholdsvis nyt sammenlignet med mange andre slotte. I nærheden af Sanssouci er der også andre slotte og kendte bygninger.

Overraskende nok blev Sanssouci ikke bombet under 2. Verdenskrig og har således overlevet en periode, som mange andre historiske bygninger og monumenter ikke overlevede. Sanssouci blev desuden brugt som et opbevaringssted til kunstskatte, og selvom der blev taget en del i 1945 af krigsvinderne, så er det i det mindste positivt, at disse skatter ikke gik tabt.

Mauerpark

Mauerpark ligger i Prenzlauer Berg og er en super hyggelig park, som har fået navn efter muren. Tidligere lå området i ingenmandslang mellem Øst- og Vestberlin, men nu er det blevet til et grønt sted, som faktisk er ret populært. Udover at hygge i parken kan du deltage i nogle af de regelmæssige begivenheder, der finder sted. Desuden har Mauerpark et populært loppemarked, så det er bestemt ikke et kedeligt sted.

Et besøg til Mauerpark kan stærkt anbefales. Især hvis du overnatter i Prenzlauer Berg, men også hvis du ønsker en lidt alternativ oplevelse i Berlin efter at have set alle de store attraktioner.

DDR Museum

Interesseret i Østtyskland? Så besøg DDR Museum. Her får du et indblik i både helheden af det østtyske kommunistiske system, men samtidig et indblik i østtyskernes gamle hverdag. Det er utrolig interessant, og en rundvisning på museet kan klart anbefales!

Gendarmenmarkt

Der er noget unikt over pladser i storbyer – og dette er en af de smukkeste pladser i hele Europa. Gendarmenmarkt  ligger ret centralt i Berlin og er omgivet af to af byens vigtigste kirker. Den blev skabt i 1688 og har eksisteret lige siden.

I december måned opføres der et stort julemarked, som er værd at se. Det koster desværre penge at komme ind – normalt er Gendarmenmarkt ellers gratis at besøge, da det jo er en åben plads. Uanset hvad: Besøg stedet hvis du har mulighed for det!

Er det seværdigheder nok? Det håber vi, at det er. I hvert fald har du mange ting at lave i Berlin – så meget er helt sikkert!

Hvis du mangler yderligere hjælp til planlægningen af rejsen, så se nærmere på vores guide til at finde hotel i Berlin, samt vores transportguides til Berlins lufthavne.

Hav en rigtig god tur!

Skriv en kommentar